Det er dit valg

Fc Midtjylland
En god dag på stadion.

 

Det er hoved-essensen i hvordan jeg lader op.

I mit tidligere indlæg Overskud i hverdagen beskrev jeg blandt andet de ting, der letter vores hverdag i form af goder, ting jeg kan købe mig til. Oftest bliver jeg også spurgt om, hvis du skal gøre noget godt for dig selv, Mille, hvad kan det så være?

At få ladet op er en vigtig del af mit liv, for ellers bliver jeg draget af det sorte hul. Draget har jeg været op til flere gange i forbindelse med adskillige livskriser, så der skal jeg ikke ned igen. Det har gjort, at jeg af flere omgange har taget nogle vigtige og meget store beslutninger.

Vælg med hjertet

Jeg tror, det handler om at finde ind til, hvad der er godt for en selv, det jeg gør er nødvendigvis ikke godt for naboen og det kollegaen gør fungerer måske ikke for mig. Det handler om at mærke efter, være tro mod sig selv.

Fortiden kan ingen tage fra os, men jeg har lært at leve med den og det den har givet mig – på godt og ondt.

Der sker noget med mig, når der opstår revolutionerende ting i mit liv, som gør, at jeg ubevidst skyder de folk fra mig, som jeg kan mærke, ikke vil mig det godt, der kun er med mig, når det er sjovt eller er med mig, når bare jeg kalder til samling. Det er en konklusion jeg er kommet til “for nylig” i mit liv, da jeg i mange år har pleaset mange på min vej for deres skyld, jeg har kaldt til forskellige “samlinger” for deres skyld, jeg har inviteret til forskellige familiefrokoster, for deres skyld – det var ikke for min egen skyld, har jeg efterfølgende erfaret, da jeg har kunne mærke, det gav mig afmagt, drænede mig og det gav på ingen måde en positiv energi.

Derfor var det heller ikke svært, da jeg flyttede hertil at indkalde til endnu en komsammen, denne gang var det blot med en helt anden agenda, jeg skulle skabe mit et netværk, jeg skulle have min egen omgangskreds og det kunne jeg bedst og hurtigst gøre igennem mine børn. Jeg arrangerede “fredagsøl”, hvor jeg samlede damerne fra børnenes klasser til en øl. Det har nu står på i cirka 5 år, det har udviklet sig til at blive en lille skare på omkring 10–12 damer og nu spiser vi tapas og drikker rødvin, det er mega hyggeligt – det er nogle af mine veninder – nuvel at jeg har skabt dem gennem mine børn, men de er det mindste, vi snakker om, når vi er samlet, der bliver vendt lidt af hvert, ingenting og alting, vi griner og græder – vi hygger os og har et frirum, nogle fritimer fra det hele. Det er så livsgivende for mig, det er så vigtigt for mig og jeg glæder mig, som mange glæder sig til juleaften, til de 2 gange om året det er “fredagsøl”.

Det at være frivillig

Jeg har i mange år været frivillig i mine børns klubber, og da jeg til sidst ikke kunne møde op i min søn’ fodbold klub til en almindelig træning grundet hjertebanken, kold sved og ubehag blev jeg bevidst om, at det var nok ikke den vej, jeg skulle gå, der måtte findes en anden løsning. Han går stadig til fodbold og elsker det. Jeg holder mig meget i baggrunden og deltager sjældent men bakker op, når han kommer hjem – har dog været med til et par kampe, kan jo ikke helt lade være, men jeg mærker efter, hver gang, og han er heldigvis så stor at han kan forstå det.

På det tidspunkt hvor den pludselige hjertebanken og ubehag satte ind, slog det mig – jeg skal ikke leve gennem mine børn, jeg skal have mit eget liv og med et trådte jeg ud af mine børns skygger og valgte mit eget “lille” projekt. Jeg har “viet” mit liv til Kræftens Bekæmpelse og Stafet for Livet, som jeg inderligt brænder for. Det er fantastiske projekter at være en del af, de er så livsbekræftende og sørgelige på samme tid og hvorfor det lige blev det jeg kastede min kærlighed og arrangement over, er jeg ikke helt sikker på. Læs gerne mit indlæg om Stafet for Livet…

Nu til billedet i toppen – Fc Midtjylland, fodbold, superligaen – det kan jeg på ingen måder komme uden om, og jeg vil heller ikke. I starten var jeg frivillig til deres hjemmekampe, jeg serverede i skyboksene, det var sjovt og spændende, men jeg kunne jo ikke se kampen, sådan rigtigt, så det stoppede jeg med efter et par sæsoner og i takt med at hjertebanken igen kom snigende. I stedet købte jeg sæsonkort og var “troligt” på lægterne, når de spillede hjemme. Skulle de en sjælden gang 😉 tabe en kamp om det er hjemme eller ude, så giver det mig stadig en energi, der siger, vi klør på og slår dem næste gang. I morgen hedder det Fc Helsingør – dem banker vi 5-0.

Det handler om at fokusere på de gode ting i livet og træffe beslutningen om at de dårlige ting skal ud af dit liv, de gør dig ikke noget godt – jeg ved det, jeg har været der – tør du tage springet?

Det er noget af det livet handler om – at være tro mod dig selv og dine interesser.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Stafet for Livet…

… stiftede jeg for første gang bekendskab med i 2014, hvor der var de vildeste ildsjæle, der stablede det sejeste hold på benene for en dengang “lille” pige, der havde fået kræft – leukæmi. Pigen var en tidligere klassekammerat til min store pige, så selvfølgelig skulle jeg bakke op om det. Det var et hårdt døgn – ikke på grund af, at jeg havde valgt at løbe 4 x 1 time, men fordi vi på et tidspunkt fik lov at Skype med Cille, som dengang lå i Skejby og var meget MEGET syg – det kom som et chok for mig, hvor slemt det stod til med hende, hvor “ilde tilredt” og i “dårlig stand” hun egentlig var, da jeg “kun” havde fulgt med på meget lang afstand. De var tit i vore tanker, men at tage til Skejby og besøge hende og hendes skønne mor, det faldt mig ikke naturligt, så det var noget at et chok, der slog benene væk under mig, den nat i Silkeborg, det skulle lige synkes og bearbejdes, på den anden side gav det mig endnu mere gejst til at vise, at jeg kunne kæmpe sammen med hende. Sidenhen er pigen blevet en stor teenager, hun er kræftfri og jeg ser hvert år frem til weekenden i juni måned, hvor vi atter kan gå sammen, grine sammen, mindes sammen og bare være sammen.
Vi som familie har fået mange stafetter med i bagagen både i Silkeborg, Viborg og Herning, hvor jeg sidste år var så heldig at være på det rette tidspunkt til at komme med i styregruppen, jeg tager del i hvordan årets Stafet for Livet skal formes og afvikles.  Det er en stor ære for mig at sidde sammen med så kompetente mennesker i denne gruppe, mennesker der har haft kræft inde på livet enten selv eller som pårørende, mennesker der vil gøre en forskel. Mennesker der har dedikeret noget af året til at stable Stafet for Livet på benene, vi gør det igen i 2018 for 6. gang i Herning.

Lysceremoni i Silkeborg

Det er mange traditioner forbundet med stafetten om det er det ene, andet eller tredie sted så skal vi gå åbnings-runden sammen, der skal skrives på lys-poser og lysceremonien er klart et “højdepunkt”. Det er smukt, meget rørende og jeg skal bare kigge på min store datter, så ved vi, hvad hinanden tænker, for selvom vi “kun” var med som langdistance-heppere, så gik der ikke en dag eller uge, hvor Cille ikke var i vores tanker. Flere er kommet til og jeg kan ikke lade være med at tage det dybt ind, jeg bliver berørt af det, og nogle af menneskerne har jeg kun i periferien, det er mennesker, jeg engang har gået i skole med, arbejdet med eller mødt til diverse aktiviteter, men ikke desto mindre er det så skide uretfærdigt når børn, mødre, fædre i en ung alder, kæmper og måske ikke overlever denne rådne sygdom – det er ikke fair.

At skrive på lysposer er en fast tradition

Næste Stafet for Livet, Herning er den 25.-26.08.,  vi i styregruppen er så småt begyndt at tegne de første streger. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forstillet mig, inden jeg kom bag kulissen, men at der lå så meget arbejde bag, med så mange forskellige mennesker, det var jeg ikke klar over. Det er ikke noget, jeg vil være foruden, det er et fantastisk projekt, og jeg kan kun opfordre jer til at tage et kig forbi Atletikstadion for at snuse til stemningen og mærke den gode ånd der er omkring projektet og hvordan Herning bakker op og støtter denne gode sag.

Selve døgnet er magisk

Døgnet er helt specielt. Alle er klar. Alle er velinformeret og alle er på plads. Nu ruller vi. Der sker så mange ting på selve døgnet og pladsen. Der er musik, børnetelt med aktiviteter, tombola, mulighed for at købe diverse med Stafet for Livet logo, lystelt, Les Mills viser, hvad de kan tilbyde i DGI-huset – ja der er noget for enhver smag. Inde i skyboksene summer det af liv, der bliver hygget, snakket, spist, drukket kaffe, grinet og grædt. Runderne tælles og som timerne går lades der op til lysceremonien.  En stund hvor alt står stille, alt er suspenderet og vi fordyber os i talen, sangene og de smukke poser, mon man kan spotte sin egen. Det kan man når løbet igen bliver givet frit og man går meget foroverbøjet for at finde lige netop den/de poser man selv har dekoreret – der, midt mellem mange andre, der er den.

Natten falder på og som kræften holder stafetten heller ikke stille om natten, stafetten skal holdes i gang. Nu kommer der igen et at min højdepunkter og en tradition mere. Solopgangen – den skal tilbringes sammen med mine børn, dem der ikke allerede sover. Det er så vidunderligt flot at se solen stå op, lyset falder på ny og en ny dag tages der fat på. Timerne derefter kan være lidt seje, men så er det godt med noget kaffe og morgenmad. Klokken 12.00 slutter det hele med den flotteste sidste runde, sangene og ballonerne der stiger til vejrs – vi siger tak for denne gang, vi ses, pas på hinanden og kom godt hjem.

Nu starter der igen et helt specielt sammenhold – der skal ryddes op. Det tager ikke mange timer før pladsen igen ser ud som den gjorde for 5 dage siden. Det er ren magi og ja det er bare specielt at være med til og en del af.

Beskrivelse af døgnet

At samle ind og gøre en forskel

Derfor tror jeg også på, at det gør en forskel, at vi samler ind, bakker op omkring alle de forskellige events og andre gode tiltag der er i forbindelse med at vi skal kræft til livs. Det er en af de traditioner, jeg har med min yngste datter, hende og jeg samler ind på den årlige indsamlings-dag. Vi har valgt kvarteret vi bor i, det giver anledning til mange snakke, et par tårer og vi har sågar oplevet at nogle har stået og ventet på os – det er atter en ting, der er værd at tage med – det at samle ind, gøre en forskel og komme ud at møde nogle af de mennesker vi samler ind for.

Derfor er det vigtigt at vi bakker op om det vi tror på, det kan være kræft, ALS, gigt, diabetes – ja det behøver ikke være en sygdom, det kan være hvilken som helst sag, bare du brænder for det, så skal det nok lykkedes.

Jeg brænder for Stafet for Livet, Kræftens Bekæmpelse og det at gøre en forskel, derfor har jeg valgt at dette er mit projekt, det er ikke noget børnene går til, det er ikke mit arbejde – det er en af mine hobbies, dette er min hjertesag.

Jeg håber, du vil tage godt imod den næste uges mange indslag, der er med mennesker, der har eller har haft kræft inde på livet, det kan være dig næste gang.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Overskud i hverdagen

Hvad gør dig glad, Mille? Hvad gør du, når du skal lade op? De spørgsmål bliver jeg tit stillet af min præst, og der er mange ting, der gør mig glad, og der er rigtig mange måder, jeg lader op på.

For mig er der 2 punkter i det her, hjælp i hverdagen og hvordan jeg lader op. I min familie har vi mange goder, der videnskabeligt bevist gør os danskere mere glad i hverdagen, og det passer!! Jeg har langt større overskud i hverdagen, for vi har både rengøringsdame, vinduespudser og så har vi de mest fantastiske venner, der kommer og hjælper med haven, når den virkelig trænger og hækken skal klippes. Jeg slår selv græsset og river det ene bed, jeg har, ja det er lige bortset fra, når havemanden har taget min rive med hjem!!!! 😂😂

En anden ting der er en kæmpe hjælp for mig i hverdagen er alle de skønne tilbud om levering til døren, box eller nærmeste tank. Her tænker jeg blandt andet på hjemmesiderne www.smartdogbox.dk  og www.kokkenshverdagsmad.dk, som er nogle af de tjenester, jeg har brugt for nyligt og har kendskab til.

www.smartdogbox.dk (som er en del af www.smartdog.dk) er til hundeejere, der vægter kvalitet og gode produkter i form af godbidder og legetøj højt til deres hund, og som synes, det er mega smart, at det bliver leveret og tilmed gratis. Jeg så det via Facebook, en veninde havde kommenteret et opslag – og haps så havde jeg bestilt en lækker godbids boks til levering hver 2. måned for den nette sum af 99,00 kroner per pakke.  Du kan også vælge at få en hver måned eller hver 3. måned , ydermere skal der opgives, hvor meget hunden vejer (i intervaller), så det er de helt rigtige godbidder og snacks , der bliver sendt til din hund. Det er mega smart, og det går stærkt. Jeg bestilte søndag eftermiddag og tirsdag kunne jeg hente pakken på den lokale tank.  Spændingen var stor, da jeg kom hjem, og jeg ved ikke, hvem der var mest spændt – hunden eller jeg. Det var en sand optur at åbne pakken, det var gode, sjove og anderledes produkter, jeg ikke selv vil gå ud og købe. I kassen var der denne gang 5 forskellige produkter; 1 kasse med kyllingestykker, 2 forskellige poser godbidder, de der bløde, mini kødben, der kan deles, en af poserne var kornfri, 2 små grønne bideben og en kasse af de skønneste oksegodbidder – og som i (måske) kan se, var det et hit med det samme.

Jeg kan på det varmeste anbefale www.smartdogbok.dk og deres produkter, da det er super gode produkter til en meget fordelagtig og billig pris. I kassen er der hver gang et gavekort på 50,00 til www.smartdog.dk, en hjemmeside der er spækket med alt godt og spændende til din hund. Du sidder måske og tænker, hvordan kan det lette hverdagen. Det kan det på den måde, at der altid er lækre ting til vores lille hvalp, når vi skal træne med hende. Når hun bliver lidt ældre, er der stadig lækre ting, så er det blot som snack og godbidder, fordi vi elsker hende.

En anden super lækker ting jeg har været meget glad for er www.kokkenshverdagsmad.dk, som henvender sig til alle, der gerne vil have lettet deres hverdag med lækker, godt og varieret mad, da der er kasser til enlige, familier og store familier, der er tilmed en bootcamp kasse som indeholder mange grøntsager, ingen stivelse og er med til at booste din sundere livsstil.

Jeg bestilte det i sin tid, for at slippe for manglende madplaner, manglende ordentligt mad i form af fisk, grøntsager og så søgte jeg den nemme løsning, hvem skal handle ind, hvem laver mad og alle de der dagligdags spørgsmål i en familie med børn, der har aktiviteter, diverse aftenmøder, en mand der er meget ude af huset qua hans arbejde – jeg må sige, at jeg er mega fan. Det er en kæmpe hjælp for os, vi ved, hvad der skal laves, det er nemt at gå til, og børnene kan selv eller delvist være med afhængig af alder. Konceptet er færdigmad på ca. 20 min. Og der går ikke ret meget mere før, i sidder ved spisebordet og er klar til dagens aftensmad.

Som beskrevet tidligere er der mange forskellige kasser, og du kan vælge at få leveret hver uge, hver anden uge eller en gang i mellem, det styrer du selv ved hjælp af hjemmesiden eller app’en. Det er forudbestemt, hvad du skal have de 4 dage kassen rummer til. Mandag er der altid fisk. Hvis der er noget, du ikke bryder dig om, kan du skifte op til 2 retter per kasse.

Der er super mange fordele ved det:

  • Det kommer pakket i en stor flamingo kasse, med is i, så det kan godt holde sig til i kommer hjem. Du må efterfølgende beholde alt emballage eller du kan sende det retur med næste levering.
  • Der er næsten ingen rod i køkkenet.
  • Der er økonomisk kompensation, hvis du finder nye medlemmer
  • Det letter enormt meget i hverdagen
  • Det er varieret og godt. Der er mange grøntsager, fisk en gang om ugen og til tider, er der vegetarret.

Jeg synes, du skal besøge deres hjemmeside og se alle de forskellige muligheder og former, mon ikke der er en til dig også www.kokkenshverdagsmad.dk

Som i kan læse ovenfor, er jeg meget stor fortaler og yderst begejstret for, at det skal være så nemt og bekvemt som muligt, og det har selvfølgelig en pris, det er jeg klar over. Med det jeg har været igennem i mit ellers så korte liv, har jeg erfaret, at det er vigtigt at fokuserer på de gode ting, de ting der giver dig energi, de ting der giver dig overskud. For mig giver rengøring og madlavning ikke overskud, så derfor har jeg taget et aktivt valg om at købe mig til ydelser, der letter min hverdag, så jeg har endnu mere tid til min familie, mit arbejde, mine veninder og det jeg går op i. Det er sådan, jeg har valgt at prioriterer. Det er sådan jeg lader op.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Det første møde

I 2009 vendte en person op og ned på hele mit liv. (læs Lillesøster som 30 årig)

D. 23.12.2009 kom dagen så hvor jeg skulle møde ham, jeg skulle se ham for første gang i levende live, i virkeligheden. Jeg skulle møde min storebror, som jeg havde kendt til siden d. 16.10.2009. Det var vildt, rørende og meget bevægende.

Jeg fik fri fra arbejde, satte mig på den café, vi havde aftalt vi skulle mødes på og ventede på han skulle komme. Jeg sad ikke længe. Pludselig – ind kom han af døren, og det første jeg sagde var: “Du ligner godt nok ikke dig selv”. Øhh hallo, hvor ved du det fra? Du har jo aldrig mødt manden. Han havde taget en koalabamse med til mig, i starten var det min, og kun min, nu er det min søn der har overtaget den, og nu er det hans + den har nu også fået en lillesøster. Vi snakkede og snakkede og snakkede om alt muligt og intet, det hele var så naturligt og på den anden side SÅ nyt. Tiden fløj og klokken blev så mange, at vi måtte bryde op. Vi aftalte, at vi skulle ses igen d. 1. Juledag – så kunne han møde min familie.

Normalt hjemme ved os er der mange traditioner forbundet med jul. Jeg steger ænder, laver risengrød og skræller kartofler d. 23., vi gør klar til at julemanden kan komme og pynte juletræ natten til d. 24. – intet var normalt det år. Ænderne blev stegt d. 24. om eftermiddagen, vi nåede ikke i kirke. Det  hele gik jo, dog ikke som vanligt, men som “man” plejer at sige, det bliver jo jul under alle omstændigheder. Godt julemanden havde styr på hans del af traditionerne 🎅🎄.

Vi havde en god og fredfyldt juleaften, trods mine tanker konstant var ved mine storebror. Hvad laver han nu? Hvad får de at spise? Hvilke traditioner har de hjemme ved ham, og der hvor han skulle holde jul i år? Ja spørgsmålene var mange og det er der faktisk stadig – lidt noget andet, men jeg spørger stadig om rigtig mange ting, for jeg kan godt lide det, jeg synes, det er interessant, jeg synes , det er fedt.

D. 25.12. var der papir, kasser, gaver og alt muligt andet i hele huset, som der er i mange hjem dagen efter en skøn juleaften. Jeg havde “opgivet” at rydde op. På den anden side, min storebror havde jo aldrig været inde i vores hus, så han vidste jo faktisk ikke, hvordan der skulle se ud. Ind kom han og alle i familien tog super godt i mod ham, selv familiens “ambassadør” min den midterste, der er noget specielt over hende. For på en eller anden forunderlig måde er det hende, der “godkender” nye mennesker i familien. Hvis hun kan lide dem, kan alle i familien lide dem – sådan er det faktisk til dels stadig.

Jeg ved ikke om det var den bedste jul, jeg har haft, for det er lidt svært at måle, men det var hvert fald den bedste før-julegave og julegave man kunne tænke sig, der gik i opfyldelse og det var mig der fik den.

Tiden gik og min storebror skulle hjem igen – hold op det var hårdt, jeg var super ked af det, jeg græd en del de efterfølgende dage og havde rigtig svært ved at genoptage kontakten med ham, for jeg savnede ham så forfærdeligt meget, men alt løser sig til det bedste, også i denne situation.

Siden hen er det blevet til mange god dag og på gensyn seancer. Vi har haft rigtig mange gode og dejlige stunder og minder sammen. Bryllupper, juleaften, nytårsaften, koncert, fodboldkamp, middage, hygge, nærvær, samtaler – og så nok den største af alle. Han kom helt uventet og overraskende hjem til min store datters konfirmation – så hylede jeg igen. Han var “desværre” nødt til at inddrage mig i hans planer, da han skulle have et sted at bo, så om lørdagen fik jeg at vide, at han ville lande om onsdagen, som vi skulle have konfirmation om søndagen. Den dag havde han lillesøsteren til den anden koalabjørn med hjem, så nu har sønnike to koalabjørne at sove med.

Det er en oplevelse jeg ALDRIG glemmer, hverken da han kom, da familien opdagede at han var her, da konfirmanden så ham og “bare” det, at han var ved min side som storebror på en af de største dage i mit liv, mine første fødtes konfirmation – hold nu op – det kan ikke beskrives med ord. Jeg har det i mit hjerte, og det er det, der betyder noget for mig.

Det bliver ikke nemmere, og det er heller ikke så hårdt længere, men det er fordi at jeg ved, han kommer tilbage. For sådan er han, han kommer troligt tilbage. Jeg kan ikke blive ved med at finde på “undskyldninger”, for ikke at besøge ham. Det andet er bare langt mere overskueligt, ja og squ nok også lidt mere bekvemt – selvom jeg elsker at rejse og opleve, skræmmer det mig også en lille smule med en tur så langt væk, det har jeg alligevel aldrig prøvet, og som Peter Plys ville have sagt: “Så det kan jeg sikkert godt”, og selvfølgelig kan jeg.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Lillesøster som 30 årig

Da jeg var lille, ja faktisk helt op i mine teenageår, havde jeg en veninde, der havde to storebrødre, dem havde vi meget glæde af, når vi var  sammen. Vi synes, det var hyggeligt at drille dem, det synes de ikke. Mange timer er gået sammen med hende og dem og jeg har altid set op til hende og dem, jeg synes det var fedt, at hun var lillesøster og så tilmed til to brødre, det var lidt snyd, nu hvor jeg “kun” var storesøster og så til en lillesøster ;o)

Da jeg blev ældre og begyndte at gå i byen, havde det måske været en fordel med en storebror, der havde nogle kammerater, som kunne hænge ud hjemme ved os, og tænk sig, det kunne jo være, jeg kunne score en kæreste på den måde. I dag tænker jeg anderledes, der kunne det have været rart, hvis jeg havde haft en storebror der kunne passe på mig i byen.

Sådan skulle det ikke være, for jeg havde ikke nogen storebror, eller det var hvert fald, hvad jeg troede og vidste.

Men skæbnen, ja eller faktisk virkeligheden ville det anderledes.

Jeg husker det, som var det i går. Det var fredag d. 16.10.2009. Jeg var den 01.09.2009 kommet ind som lægesekretærelev på det der dengang hed Viborg, Skive, Kjellerup Sygehus og jeg var glad og meget tilpas, jeg havde endelig i en alder af 30 år fundet min hylde.

Hylden havde jeg egentlig fundet i 2000, hvor jeg startede på Frisørskolen, København, og jeg var mega god, jeg scorede høje karakterer og fik som en af de første på holdet en læreplads. Det var efter en turbulent tid på Handelsskolen med mange nederlag, dårlige karakterer og år der mest gik med at drikke, score drenge og pjække, endelig var jeg faldet til ro og begyndt på noget, der interesserede mig, men der ville virkeligheden det også anderledes, og jeg flyttede til Jylland i oktober 2001 og derved afbrød jeg min uddannelse.

Tilbage til den dag i oktober. Vi havde informationsteknologi, og ingen lærer. Jeg kiggede på min makker, og spurgte om jeg måtte logge på Facebook – det måtte jeg, fedt nåede jeg lige at tænke, før jeg blev lig-bleg i hovedet. (Den gang var en mobiltelefon til at tale i og måske tage billeder, men så heller ikke mere) Ind var der kommet en besked. Jeg åbnede den, og i den stod der: Jeg tror, vi er i familie, jeg tror, jeg er din storebror. Aaarrrhhh tænkte jeg, godt nok havde jeg været venner med ham i længere tid på FB, men storebror nej!!!! Jeg havde tænkt, at han var en fjern/skjult fætter, da jeg havde to fætre og en faster, der også var venner med ham. Så det gav langt mere mening for mig.  Da han så kunne “vores” far’s navn og tilmed kunne bekræfte at det stod i hans dåbsattest, ja så måtte der jo være noget om snakken. Shit. Storebror. Hvor meget jeg fik lavet den dag, kan jeg ikke huske, for i chok det var jeg. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi troet eller tænkt, at jeg havde en storebror – min drøm var ENDELIG gået i opfyldelse. Shit en storebror.

For at jeg kunne få det endeligt bekræftet, synes han, at jeg skulle ringe til min faster/hans moster (det er en anden historie, den faktisk er lidt sjov, noget med en storebror, der havde en lillesøster hvis kæreste havde en søster og så kørte rouletten), det gjorde jeg så. Hun bekræftede og kunne ydermere fortælle, at hun mente, at jeg havde/har to søstre, hvor gamle og hvor de var, vidste hun ikke, og hun synes, at jeg skulle ringe til yderligere en faster, for at få den del bekræftet. Jeg ringede, og den anden faster benægtede alt, som i alt, så hende fik jeg hurtigt ud af mit system. Nå men nu skulle der laves detektiv arbejde. Jeg skulle også ringe rundt til folk og fortælle dem, at jeg var blevet lillesøster. Til min store overraskelse og nok mest undren og forbavselse sagde ALLE, at det vidste de godt.

A’ HVA’ GØR I?????????????????

Ja det ved vi godt – det har vi da vidst i mange år, og vi troede faktisk også, at du vidste det. Det var dem bekendt, at jeg i en alder af 18 år, havde fået det at vide, ja jeg var så bare lige den eneste, de ikke havde fortalt det til – nej min lillesøster havde heller ikke fået noget at vide.

Til sidst ringede jeg helt knust, lidt bitter og meget ked af det til mine barndomsnaboer, som i dag fungere som en slags reserve-forældre for mig. ENDELIG – lyder det fra den anden ende af røret. Hvad mener du med det? spørger jeg. Det har vi altid vidst. Så kan det nok være følelserne fik frit løb, jeg kunne slet ikke holde noget tilbage. Jeg blev endnu mere ked af det, jeg blev vred/rasende og jeg skældte ud. Vi fik os en god snak mellem tårer, snot og papir og til sidst kunne jeg jo sagtens se, hvorfor de ikke kunne sige noget. Min “reserve-far” arbejde på daværende tidspunkt på det lokale kommunekontor og har i årtier gjort vores families selvangivelser op, heldigvis er der blevet  betalt børnepenge til min storebror, så derved vidste de det godt og har holdt tæt i så mange år.

Da der var kommet lidt ro på, og jeg igen var kommet ovenvande, skulle jeg til at lære min storebror at kende. Vi skrev og skrev og skrev sammen. D. 22.10.2009 skrev han, jeg har bestilt en billet, jeg kommer hjem d. 23.12. WUHUUU hvor fedt og på den anden side mega grænseoverskridende, angst provokerende. Jeg var på det ene tidspunkt meget glad og det næste øjeblik tænkte jeg; Hvad? Skal jeg så holde jul med ham? Hvad siger min familie til det? Hvad hvis vi overhovedet ikke kan sammen?!

Hvor var det en svær tid fra midt oktober og så til jul. Det efterår gik meget langsomt og julen ville også blive noget helt anderledes. Jeg skulle møde ham og han skulle måske også møde min familie. På den anden side havde jeg også en bitterhed overfor min familie, hvorfor havde de ikke sagt noget, hvorfor var der ikke nogen, der på et eller andet tidspunkt havde nævnt eller spurgt til det?

I dag er jeg en meget glad ung dame, jeg har min storebror og en ny familie. En ting jeg har taget med mig er, at jeg tolererer og har ikke respekt for de mennesker, der lyver eller taler med to tunger overfor mig. Det har sat så dybe spor i mig, at jeg er “skadet”. Det er der ikke noget ondt i, for folk omkring mig ved godt, at det at lyve er en meget dum ide. Jeg reagerer for det meste med det samme. Jeg siger, og det kommer nogen gange lidt for hurtigt, altid sandheden, jeg kan ikke lyve (og det passer så ikke helt, det er mere, hvis der skal tages pis på folk og i den stil, så er jeg nok nærmest jysk mester i det) samt jeg er som en åben bog, folk skal ikke have kendt mig længe for at kunne læse mig. Jeg er stolt af at være, den jeg er, og set i bakspejlet ville jeg ikke have været foruden dette. Hvis jeg var blevet lillesøster i en alder af 18 år, ja eller som alle andre den dag de bliver født, så verden jo ikke ud, som den gør i dag.  Så tak fordi jeg først blev “udsat” for dette i den rigtige alder.

I morgen er det 8 år siden, jeg blev lillesøster – Jeg elsker min storebror rigtig højt og meget. Jeg ser op til ham. Jeg savner ham hver eneste dag, også når han er i Danmark. Jeg synes, jeg har den bedste storebror.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Biografi

Jeg er født i vinteren 1979. Jeg er opvokset i en meget lille by dog med både Friskole og Kommuneskole, jeg gik på Friskolen. Jeg er blevet passet privat ved en tidligere venindes mor, dengang var der ikke en masse regler om sikkerhed, mad, hvad må vi hvad må vi ikke, eller sådan husker jeg det ikke.

Jeg husker det som et sted, der var rart at være. Jeg blev afleveret i nattøj kl. meget tidlig (for en pige, der ikke var startet i skole endnu) blev taget op som i et rigtigt hjem, fik morgenmad og legede. Senere blev jeg også sendt i skole fra mit “dagplejehjem”, det var rart og en hyggelig base.

Dengang blev der heller ikke stillet så mange krav til skolen, hverken kommuneskolen og i særdeleshed ikke friskolen. Min fornemmelse var at friskolen var et sted børnene var og så var det op til lærer og elever at få det bedste ud af det.

Jeg siger ikke, det er derfor jeg er blevet som jeg er i dag, men værdierne og oplevelserne der er beskrevet ovensted er helt klart værdier jeg har taget med mig. Jeg har brugt dem i valg i forhold til mine egne børn, i forhold til mig selv og i forhold til hvilken person jeg vil være fremadrettet i livet.

Det er blandt andet nogle af de ting jeg vil skrive om her samt alle de små og store dagligdagsting, der også rør sig her i mit hus.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Hvorfor vælger jeg, som jeg gør?

Det er der sikkert mange, der har en teori om, jeg har min egen.

Jeg har fået den bedste opdragelse, barndom og opvækst mine forældre kunne give mig med de midler, ressourcer og kompetencer de havde til rådighed. Der er mange ting der siden hen er faldet på plads i forhold til, hvorfor gjorde vi sådan og hvorfor gjorde vi sådan, men det kommer i et andet indlæg, som jeg vil kalde “Den dag jeg blev lillesøster”

Som jeg skrev i Biografi, er jeg blevet passet privat, så derfor var det meget vigtigt for mig at mine børn også fik den oplevelse af trykhed, nærvær, hygge, varme og kærlighed.

Dermed ikke sagt det ikke forefindes i vuggestue eller andre former for pasning, da der helt klart også er fordele ved vuggestue, såsom der er mange at lege med, der er altid en voksen, selvom der er sygdom, der er også hygge og nærvær.

Men for mig tog jeg den her varme og nære del med fra min barndom, som jeg ønskede at give videre til mine børn. Byen jeg boede i dengang indbød heller ikke til så meget andet, der var ikke andre muligheder. Der var dagpleje eller køre til en større by for at opsøge en vuggestue, så måske lå det i kortene, måske valgte jeg det ubevidst.

Vigtigst er at jeg valgt med hjertet og ikke valgte efter hvad alle andre skulle eller havde tradition for. Dengang var mange nok tilbøjelig til at følge med strømmen og indordne sig under det der var, og ikke stillede de store krav til hvordan det kunne blive, hvor vi i dag vælger ud fra, hvad der er godt for børnene, familien og hvad der kan hænge sammen i vores hverdag. Vi stiller krav til vores børns hverdag, til vores egen hverdag og til omgivelserne, stiller vi for store krav?

Det er på mange punkter en god og sund indstilling til livet at have egne meninger, holdninger og syn, men husk på der er altid 2 sider af samme sag… Så om nogle år når mine børn skal vælge daginstitution til deres børn, håber jeg, jeg kan få en snak med mine børn, finde de gamle tegninger, billeder og andet frem og høre dem til om de også synes, det var en rar og god tid i deres liv, præcis som det var for mig og præcis som jeg oplevede det var for dem.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena