Vælg med hjertet – og vær ærlig

Det skylder du dig selv.

Jeg har de sidste 1,5 uge haft et liv i overhalingsbanen, det er der mange, der har og tilmed i flere uger og måske mange måneder – forskellen på mit liv og de der har et liv, hvor de er drænet af at leve et liv med 180 km/t er, at jeg har valgt med hjertet.

Sidste onsdag var jeg hjemme med en syg dreng, vi så Go morgen Danmark, hvor der var et indslag om at du godt må lyve, ja bare sådan til husbehov. Jeg blev dybt forarget og måtte svare på mange spørgsmål fra den 11-årige syge dreng, for så syg var han dog heller ikke, at han ikke kunne se at det var da helt galt, og han kunne se, at jeg ikke var tilpas. Jeg har i et tidligere indlæg skrevet, at det værste folk kan gøre ved mig, er at lyve overfor mig, det ved mine børn og det ved mine omgivelser. Jeg kan spotte det og det går ikke stille for sig, når jeg finder ud af, at folk taler med to tunger.

Vi fik os en god snak, barnet og jeg, om hvordan vi behandler vores medmennesker, hvordan vi selv vil behandles, og hvad der er rigtigt og forkert – i vores familie. For det er det, det handler om, hvad der er rigtigt i mit hjerte, hvad der er rigtigt i mine børns hjerter og hvad der er rigtigt i vores venners hjerter. Vi har heldigvis ikke samme holdninger og syn på samme sag, og gudskelov for det, men det at vi kan tale sammen, hygge sammen, drikke sammen og måske dyrke sport sammen, det er det der betyder noget for mig.

Jeg har overskud.

Derfor har jeg heller ikke været drænet af at have så mange forskellige aftaler, ikke overholde min sengetid, som normalt er meget vigtig for mig, for ellers bliver jeg meget træls at være sammen med. Jeg har nydt hver en aftale, jeg har ladet op og jeg har fået mega meget energi og det er kun fordi jeg har lært at sige nej tak til dårligdom, folk der dræner mig, ting der ikke giver mig energi.

Jeg siger ja tak til mig selv, til alt det positive og til de mennesker og begivenheder der giver mig noget konstruktivt, energi og glæde.

Det er ikke Ole Henriksen det hele…

… bare rolig, det skal lyde så sukkersødt det hele, men det er det bestemt ikke, bevares. Jeg og vi har bestemt også vores “ture”, jeg kan til stadighed smække med døren og flyve op i det røde felt, men hvem kan ikke det, når det hele bliver lige en tand for spændende, det handler blot om, hvad du i det store hele vil fokuserer på. Jeg har valgt, at jeg herhjemme vil fokuserer på at glasset altid er halvt fuldt, det gør at tingene glider noget lettere, at alle er glade og langt mere positive, for du får hvad du fokuserer på – derved har jeg et langt bedre hjem end jeg havde for blot 1 år siden.

Du har altid et valg

Det handler om at følge dit hjerte. Det handler om at springe ud i det. Det handler om at gøre op med dårlige vaner, hvad du burde, kunne eller skulle og hvad der er bedst for andre – det drejer sig om dig og ingen andre, for der er ikke andre til at takke for dit liv, det er dit valg.

Med ønske om en fantastisk dag

Mille Elena