En storesøster i kulissen og en storebror der har sat dybe spor

Min “nye” søster har jeg faktisk kendt til i over 1 år.
Min storebror fandt hende sidste år, da han var hjemme til Frejas konfirmation, han fortalte om hende og af en eller anden årsag har jeg ikke mødtes med hende før nu i år, hvor min storebror og kone var hjemme igen.

Min storebror Michael skrev til mig en dag på arbejdet; “Jeg skal ud til Karina på torsdag, vil du med?” Jeg tænker ikke, det er helt tilfældigt, at det lige var torsdag, han skulle ud til Karina, da det er min ugentlige fridag, det var heller ikke helt tilfældigt, at han skrev lige på det tidspunkt, for så var jeg lige som fanget og kunne ikke andet (det kunne jeg godt, men det kommer længere nede, hvorfor jeg ikke mener, jeg kunne gøre det anderledes) end at skrive ja det ville jeg da gerne – det skulle vise sig at blive det bedste bagholdsangreb ever 😘😍😘

Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt at jeg ikke tog kontakt til Karina noget før. Jeg tror på, at når tiden er, så føles det rigtigt. Og det var rigtigt nu.

Så sad vi der 3 ud af 5 søskende, snakkede om vores barndom, vores opvækst, miljø og arv, om at vi faktisk kunne have været kærester eller kysset med hinanden 😂😂🤔🤔, hvordan det er gået os, afsavn, længsel men også at Karina og Michael i mange år har kendt til, at der var andre søskende. Hvor er det vildt.

Hvorfor kunne jeg ikke andet end at sige ja:
Min storebror skrev noget tid inden de skulle komme til Danmark, at de ville være i Jylland i 14 dage og om de måtte bo ved os. Det måtte de selvfølgelig gerne. Det skulle dog lige cleares af med Emma, og der var ingen problemer i, at hun rykkede i garagen, og min storebror og svigerinde fik værelset med dobbeltsengen. 😃

Jeg prøvede det også sidste år, samt det år hvor vi blev gift, at have min storebror boende nogle dage, men aldrig i længere tid og ikke sammen med hans kone. Det skulle vi prøve nu. Vi gik all in, sådan næsten da. Vi snakkede så meget engelsk som muligt, så Mel kunne følge med og være en del af det hele. Vi prøvede for så vidt muligt at gøre vores hverdag til noget “festligt” og satte det en lille smule på stand-by, for vi havde dem jo kun i 14 dage.

Mange har efterfølgende spurgt mig om det ikke var hårdt at have dem boende, og der kan jeg ærligt og meget klart svare NEJ, ikke på noget tidspunkt har vi været hæmmet af at de har været her. Ikke på noget tidspunkt er det gået ud over noget, tværtimod, de er jo med i alt. Bryllupsdag, skole, morgenkaffen, fodbold og dansk hygge.  De var her jo hele tiden og alligevel var der plads til os alle.
Derfor var det også r.. hårdt at sige farvel til dem.

Vi valgte at tage på camping sammen, så troede vi alle på, at det var nemmere at sige farvel. Jeg havde nævnt det for min Michael på vej i bilen op til campingpladsen samt Michael og Mel havde snakket om det, sjovt at have samme tankegang, når vi nu ikke er vokset op sammen.
DET VAR IKKE EN SKID NEMMERE AT SIGE FARVEL, TVÆRTIMOD.

Det var mega hårdt, og det er faktisk først i denne uge, hvor de er kommet til Australien, at jeg har accepteret og ikke lider under, de ikke er her.
Jeg gør det gerne igen, det er ikke, det jeg siger. Det jeg siger er, at jeg har den dejligste familie i mit hjerte og jeg vil elske og savne dem hver eneste dag ,jeg ikke er sammen med dem og glædes over at de kommer til danmark i ny og næ, så vi kan være sammen. Det er det, jeg siger.

Jeg kunne ikke sige nej for det er jo det, jeg har ventet på i SÅ mange år, at få en familie. En familie der ikke kender mig, ikke har noget forhold til mig, en familie der tager mig for den jeg er og ikke er forhåndsindtaget og en familie der gerne vil være sammen med mig – derfor kunne jeg ikke sige nej.

Hvor er det fantastisk at du Michael har fundet mig og har ført mig videre til Karina – TAK 💞💞💞

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Hvor er jeg heldig..

Jeg blev i dag ringet op ad en journalist fra HK Fagforening. For noget tid siden havde jeg svaret på et spørgeskema i forhold til arbejdsliv og nattesøvn.
Under interviewet slog det mig, hvor er jeg heldig. Jeg traf det rigtige valg den dag i december 2017, hvor jeg sendte en meget hurtig og måske ikke så velovervejet ansøgning til den arbejdsplads, der nu er min. Ikke desto mindre kunne jeg fortælle journalisten at det måske blot handler om at kappe navlestrengen og livremmen, springe ud i det og se om det holder.

Der er noget så kliche agtigt som hedder: Det du ikke dør af, bliver du stærkere af, og det er faktisk rigtigt.

Nu er jeg ved at have gennemgået ret mange ting i min spæde alder, ja jeg tillader mig faktisk at kalde mig selv ung, da jeg endnu ikke er fyldt 40 år, og jeg er bestemt kommet styrket ud alle gange. Jeg er ikke gået den nemmeste vej, de der kender mig, ved at det ej heller er det jeg står for. Nuvel jeg har mange overspringshandlinger og jeg har mange ting jeg sætter i gang, men når det kommer til familie, arbejde, min egen velvære og psyke har jeg lært at det hjælper ikke at gå på kompromis. Det kan ikke betale sig. Det er ikke det værd.

Det har til gengæld taget mig noget, der ligner hele livet at komme dertil (læs: 7,5 år 😉, men hvem tæller).
Om jeg vil være det foruden – NEJ det vil jeg bestemt ikke for så havde jeg jo ikke alt den viden og erfaring jeg har i dag, som jeg kan give videre til mine børn. De ligner mig ikke, altså væremæssigt, udseensmæssigt kan jeg ikke løbe fra dem, og det agter jeg bestemt heller ikke at gøre. De er nogle skønne børn, men hvor ville jeg ønske at de kun skulle igennem det halve af hvad jeg har været igennem. Jeg bestemmer det jo lidt selv, jeg behøver jo ikke være 5. generation der ikke snakker med sin datter og jeg har ikke nogle søskende der pludselig dukker op – så der er vi da allerede langt – selv tak 😂😂

Nu skal det ikke lyde som om at mine søskende er de væreste i verden, for det er de ikke. Jeg har fået en ny storesøster her i maj og jeg er blevet moster til den skønneste lille pige, mine storebror har jeg haft en del år nu, snart 10 år, men det er skisme da lidt underligt at blive lillesøster i en alder af 30 og 37 år, det må i da give mig. (Læs med her om min nye storesøster)

Men jeg er heldig, jeg har turde tage springene også nogle gange inden jeg så dem komme. Jeg har kappet navlestrengen, jeg har aldrig gået med seler, engang i mellem livrem.

Spring ud i det – du kan godt, du tør bare ikke helt. Jeg lover dig, det er ikke så slemt.

 

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena