Wauu en uge

Når jeg kigger tilbage på den sidste uges mange op- og nedture, kan jeg godt forstå, at jeg onsdag lignede noget katten havde slæbt med ind, torsdag var jeg mere bleg end en maddike, da jeg sad ved frisøren, hun gjorde det godt Anna fra Frk. Jensen og lige fedt hjalp det. Fredag måtte jeg bukke under, der kunne kroppen ikke mere, og jeg lavede en Maude. Jeg ved godt, når nok er nok, og jeg følte egentlig ikke, at jeg havde presset min krop SÅ meget, men ikke desto mindre, så var det en realitet. Jeg er oppe igen og har det fint.

Nu kommer den praktiske del af – nu kommer arbejdet med de ting, jeg var vidne til i sidste weekend. Jeg har nogle børn, der er på vej ind i deres til dato sværeste alder, teenage-årene, de gør det mega godt og jeg er super stolte af dem. Hvis jeg var dem, da jeg var 12-15 år, er jeg ikke sikker på, jeg ville kunne tage stilling til, navigere og være så nærværende i mit eget liv, som de er. Jeg er super stolt af at være deres mor, jeg elsker dem og vil prøve så godt jeg kan at rådgive dem på bedste vis, men som mine store datter så tit minder mig om, mor du ved jo om nogen, hvordan det er, for du har jo prøvet en hel del af de ting vi oplever lige nu og kender til alle fordele, ulemper og spillets regler, og der må jeg bare sige, hun er en klog ung dame hende Freja.

På mange måder var det en fantastisk weekend. Jeg havde arrangeret kærestehygge på Moesgaard Museum, hvor vi skulle se udstillingen med Djengis Khan, det er noget, der interesserer min mand rigtig meget. Da vi sidder og drikker kaffe, spørger jeg ham; “Hvorfor rejser vi ikke til Australien til februar 2019?” Øhh det ved jeg ikke, svarer han og inden vi havde fået set os om, ja så var det – oppe i vores hoveder – arrangeret. Min storebror og kone, min eksmand og begge arbejdspladser er bare nogle af dem, der skal sige klart ja, for at det overhovedet kan blive til noget. I og med at det var min kollega, der plantede tanken i hovedet på mig, har jeg jo også en chef, ja faktisk 2 chefer, der lige skal give lov 😀 , men inden det blev tirsdag ja så havde alle givet deres ja og vi var nu klar til at planlægge næste skridt – børnene skulle informeres om at vi endelig kunne komme ned og besøge deres onkel og tante, som vi har snakket om i SÅ mange år.

Trods de mange kilometer vi er væk fra hinanden, er jeg ikke sikker på, han aner, hvor stor en betydning, han har i mit liv.

Det bliver en fed tid, vi går i møde, det næste ½ år hvor vi skal planlægge vores livs rejse, og jeg glæder mig til at komme ned og se hvor min storebror og hans kone bor og lever deres dagligdag, men det kan til tider godt blive overset af den tunge sky der kommer til at hænge over min familie og jeg de 1½ år. Vi som familie er mega gode til at snakke om tingene, børnene er ærlige, lige til, de tør sige deres mening herhjemme og sammen skal vi nok komme over dette bump på vejen – against all odds.

 

 

En anden god ting fra sidste weekend var vores 3-1 sejr på hjemmebane over  Fc København, og vi spillede en kongekamp, det var en fornøjelse at se drengene kæmpe for 3 point. Kampen i denne weekend mod SønderjyskE er just fløjtet af, og der må vi tage hjem med uafgjort, men vi ligger nummer 1, i hvert fald i nogle timer.

Nå men tilbage til livets op- og måske mest nedture, ikke fordi der skal fokus på dem, for som bekendt, det vi fokuserer på, får vi mere af. Jeg prøver at lære mine børn, at vi skal tale om det, vi skal ikke tærske langhalm på det, men det er vigtigt, at vi er ærlige overfor hinanden, at vi er der for hinanden og at vi sætter fokus på de rigtige ting, dem der giver os energi selvom det er en svær periode, vi nu går igennem, så er der lyspunkter, og der er mange kommende glædelige situationer, som skal dyrkes.

Livet er ikke altid, hvad den giver sig ud for, men hvis du er ærlig overfor dig selv og andre, stiller dig positiv og kritisk overfor, hvad folk fortæller dig, ser sagen fra begge sider og sidst men ikke mindst tager din mavefornemmelse med, så bliver det en fed fremtid, du går i møde. 💃💃

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Når følelserne får frit løb.

Lee Westwoods seje caddie. Hatten af for Helen Storey, der tog alle 4 runder + omspil i stiv arm
Thomas Bjørn, Ryder Cup kaptajn, Made in Denmark Silkeborg 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Made in Denmark er ovre. Sikke en oplevelse. 😉 Jeg har været med før og kan derfor drage fordele og ulemper contra Himmerland. Der er meget, der taler for Silkeborg. Vi kan komme meget tæt på spillerne, der er hygge og stemning, på og omkring banen, da meget af spillet foregår i eller ved skov, da der er træer rundt på hele banen, der er gode parkeringsmuligheder, og der var lavet en fantastisk sti fra Jyllands ringen til golfbanen. Der var virkelig gjort noget for de 2000 skridt, det tog at komme fra bilen og på golfbanen og hjem igen. Skår i glæden var at søndag var det hele pillet ned og det var vel at bemærke inden præmieoverrækkelsen. 🤔 Det gav et lidt dårligt indtryk af at det egentlig skulle være ovre inden dagen var omme, det var synd og skam. For enden af stien, på vej til bilen, stod Jyske Bank klar med forfriskninger i form af is, vand og bolsjer. Der var mulighed for at støtte Kids Aid med antal tilbagelagte skridt i løbet af dagen, blot det overskred 10.000.

I Villige var der både mulighed for konkurrencer, udstyr kunne prøves, og der var alt lige fra rejser til tøj over biler og udstyr. Mad for enhver smag, dog ikke til enhver pris, jeg synes, det lå i den dyre ende, men sådan er det nok. Ulempen ved at det var samlet i en ”by”, var at hyggen var flyttet derud i forhold til at det blev på golfbanen samt at det lukkede alt for tidligt. Hvis du skulle nå at have noget med efter de sidste spillere havde puttet i på hul 18, ja så var det med at sætte det lange ben forrest. Der kunne arrangørerne godt have tænkt lidt mere salg og service ind i det store billede, da jeg tror, der var mange, der gemte den del til sidst, da det var nemmest. Personligt gad jeg ikke slæbe rundt på tøj, sko og andet.

Vi var overhovedet ikke inde i Silkeborg, både fordi vi havde bilen med men også fordi vi var for trætte, så den del har jeg ikke rigtigt nogle kommentarer til. Vi benyttede os heller ikke af de faciliteter i Himmerland, så det er vist same/samt.

En ting der skal fremhæves ved Himmerland er hul 18, der er plads til alle. Det er der bestemt ikke i Silkeborg, som på runde 4 viste sig fra sin allermest grumme side.  Vi havde set det komme, de andre dage var det praktisk talt umuligt at komme i nærheden af green på hul 18, da arrangørerne havde valgt at plastre hele green’en til med skybokse, så os der ikke lige havde valgt at bruge SÅ mange penge på VIP-billet, ja vi måtte finde et passende sted langt op ad fairway og håbe at der ikke kom mange. Torsdag, fredag og lørdag var der storskærm, der var stillet i en vinkel, så vi havde en lille chance for at se bare en smule fra green. Søndag var den vendt helt om, så vi overhovedet ikke havde mulighed for at se noget som helst, men godt dem i skyboksene kunne se både green, deltagere og storskærm.

Vi var mange, der var samlet om hul 18 i søndags. Det var jo ligesom det, de foregående 3 runder var gået ud på. At se vindere. Lige der. Vi prøvede at få en god plads og til sidst lykkedes det os. Vi kom til at sidde mellem hul 9 og 18, midt mellem træerne. Det var super fint, hvis det ikke havde været for nogle meget snæversynede frivillige. Allerførst vil jeg sige, at jeg tager hatten af for de frivillige, de gør et kæmpe stykke arbejde og vi havde i løbet af de første dage haft flere skønne, sjove og dejlige oplevelser med de meget glade frivillige. Jeg antager, at de formentlig selv har sagt ja til jobbet, som de jo godt vidste var ulønnet, deraf navnet ”frivillig”, men ikke desto mindre var der op til flere sætninger, der blev fyret i vores retning i forbindelse med at vi sad der, det var ”åbenbart” forbeholdt de frivillige, at sidde på banen. ”Nu har vi arbejdet i 5 dage i træk uden at få løn” og ”Hvis det ikke var for os, var der slet ikke noget Made in Denmark”, samt flere sætninger og mundhuggeri jeg desværre ikke kunne høre, men kunne se, der var flere, der ”snakkede” med specielt en.

Det gav en vildt dårlig stemning på en ellers rigtig hyggelig uge – man kan sige, er det den ene episode, der skal ødelægge det hele. Nej det er det ikke, men det var jo det, vi var kommet for. For at se vinderen, lige der ⛳.

Så jeg tænker, hvis man kan tage hul 18 og dens fantastiske lokation fra Himmerland med til Silkeborg, stemningen på banen efter ”lukketid” –  ja så vil vi de kommende mange år afholde et, i mine øjne, perfekt Made in Denmark, og hvor mange ønsker ikke det, da det jo er et kæmpe event at trække til landet.

Et stort tillykke til vinderen af Made in Denmark Matt Wallace

Og vores egen Thorbjørn Olesen for udtagelse til Ryder Cup Europa holdet.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Når mors drøm ikke stemmer overens med barnets ønske

Søndag d. 05.08.2018 var en dag vi alle have set frem til, på hver vores måde. Jeg har selv gået på efterskole samt arbejdet på en efterskole, så det har alle dage ligget “lidt” i kortene at børnene på et tidspunkt skulle på efterskole.

Vi havde forberedt os, så godt vi kunne. Vi havde snakket efterskoleliv, post, længsel og savn, alt var købt, vasket og pakket. Der var styr på tøj til 14 dage, cykel, cykelhjelm og pynt til værelset samt jeg havde lavet en lille kasse til hende, som hun måtte åbne, når jeg var taget hjem efter jeg havde afleveret hende.

Med mange sommerfugle 🕊 i maven drog vi afsted. Værelset blev vi vist op på, vi fik pakket ud, sat på plads og nu var det tid til en kop kaffe og noget frugt. Samling i salen med alle de forventningsfulde unge menneske, søskende, forældre ja sågar bedsteforældre var med og aflevere.

Klokken blev 18.00 og det var tid til at sige på gensyn. Hele vejen hjem (40 minutter) hylede jeg. Da jeg kom hjem og skulle fortælle mand og børn, hvordan det var gået, hylede jeg igen, men jeg var sikker på, at det blev et godt år. Det ville modne os alle og gøre os stærkere.

Vi havde en sidste uges ferie og mandag aften havde vi besluttet at tage en tur til Søndervig. 🌊🍦💦 Der midt på vejen kl. 22.15 ringede min store datter og var helt ude af den. Hun ville hjem. Vi fik snakket og aftalte, at jeg ville tage kontakt til hendes lærer, som ville komme og snakke med hende. Tirsdagen gik, og der kom ingen lærer. Onsdag morgen ringede hun igen, nu var den helt gal, hun var nærmest ikke til at komme i kontakt med, ja faktisk hysterisk – der tog min mand og jeg beslutningen. Vi tager ned og henter hende – NU!!!!
Det at det ikke var hjemve, for hvis det “bare” havde været det, så havde hun fået at vide, at hun måtte klappe hælene sammen og bide det i sig. For det kommer alle over med mindre det er vedvarende, men der er jo ingen der er døde, så savnet vil gå over. Det var en helt anden størrelse, noget dybere. Hun var ikke tilpas, hun var ikke i rette element, hun var ikke der, hvor hun skulle være, og når du ikke er det, kan du ikke få det optimale ud af livet, du kan ikke præstere det optimale. Man kan spørge sig selv, om det er vigtigt lige det ene år, det ved vi ikke, for vi ved ikke, hvor dybe spor dette år vil sætte, vi ved ikke, hvad det kunne have givet af positive og negative oplevelser og tanker. Det der var kendt for os, det agerede vi ud fra og derved kom vi til beslutningen at det allerede blev onsdag, hun skulle hentes hjem.

De næste timer var ikke sjove – vi følte, at vi skulle kæmpe for at få vores “lille” pige hjem igen. Der var ikke nogen forståelse fra hverken ledelse eller lærer, at vi i så tidligt et stadie tog vores pige ud af efterskolelivet igen, men hånden på hjertet, hvem kender ikke sine børn godt nok til at vide, at når de ringer med den der stemme, så ved du, at den er helt gal. Jeg vidste det, og det gjorde min mand også, som “kun” har været sammen med børnene de sidste 7 år.  De eneste ord, vi fik med fra kontorets side var: “Vi er ikke enig i jeres beslutning”

Den næste tid var meget speciel. Vi havde stadig ferie, folkeskolen var ikke startet endnu og der var en masse, der skulle tales igennem med det store post-efterskole barn, den lille pige og drengen der bare gerne ville krammes. På en måde var det en fed tid, der var nærvær, der var hygge og der var igen symbiose. Der blev sat ord på alle oplevelser, følelser og selvom det “kun” var 3 dage, hun havde været afsted, havde hun fået så meget ud af det. Der var mange ting, som hun undrede sig over, ting der var fede og ting som bare var mærkelige. Hun var 100% afklaret med hende ´s beslutning, for i sidste ende har hun selv taget beslutningen om, at efterskolelivet ikke var hende. Jeg spurgte hende på et tidspunkt, om hun skulle på efterskole i 10. klasse, dertil svarede hun; Mor jeg tror altså ikke, det er mig, det der efterskole.

Hvor er det bare vigtigt, at vi mærker efter, hvad der er vigtigt for os selv, så kan verden være verden, liv være liv og efterskole være efterskole. Hvad der giver mening her i livet om det er skole, uddannelse, arbejde eller fritidsinteresse, så skal der mærkes efter, og jo tidligere du kan tage en vigtig beslutning, om det er det rigtige for dig, jo mere vokser du med det, du har besluttet dig for.

Vi kender ikke facit, vi kender ikke dagen i morgen, men sikkert er det, at hvis vi ikke prøver, så finder vi aldrig løsningen på, om det er det rigtige, og hvad er det værste, der kan ske, hvis du springer ud, hvor du ikke kan bunde 🤔 🤔🤔🤔 – hvad du ikke dør af, gør dig stærkere 😘😘

Sikkert er det:

  • vi er ikke den eneste familie, der har været i denne eller lignende situationer.
  • når alt kommer til alt, kender vi hinanden ret godt
  • i pressede situationer er det kun det stærkeste bånd, der holder
  • at hvis vi tør følge vores hjerter, kommer vi langt

Med ønsket om en fantastisk dag
Mille Elena

Har du prøvet at bytte hus?

Det har jeg, eller det vil sige, at jeg har lejet vores ud i sommerferien.

Jeg har prøvet det før. 1. gang var under VM i ishockey her i maj, vi havde 2 forskellige hold boende. Først 4 unge mænd fra Norge og derefter en canadisk familie.

Jeg er flere gange blevet mødt af folk med en vis skepsis i forhold til om jeg godt turde, hvad hvis de har taget noget, hvad hvis der er noget, der er ødelagt. Ja hvad så – enten så erstatter vi det eller også er vi den erfaring rigere, siger jeg hver gang.

Helt nye var vi i dette her udlejnings-hejs. For det første var der ikke noget rengøringstillæg på, prisen var alt for lav og jeg havde glemt at vinge af i forhåndsgodkend, så tirsdag morgen vågnede vi til beskeden om, at der kom 4 unge mennesker fra torsdag til lørdag – canadierne vidste vi godt kom, det var kun en enkelt overnatning, så det var der styr på. Nu skulle vi bare lige have fundet et sted at sove de andre dage. Gode råd var dyre, for vi skulle aflevere børnene om fredagen, hjem og gøre klar til de næste om lørdagen og så videre for så at komme hjem igen om søndagen… Pyyhhaaaa.

Vi fandt det skønneste sommerhus i Søndervig, og da børnene skulle videre i sommerhus med farmor og farfar, var det en win-win. Vi hyggede os, gik ture ved vandet, spiste is og var sammen. Det var SÅ skønt.

Lørdag vendte vi hjemad og jeg skal da være ærlig at sige at sommerfuglene var store – for hvad nu hvis og hvis og hvis, men mine tanker blev gjort sådan til skamme. Vi kunne ikke se de havde været der og så dog, men der var så pænt der. Vaskemaskinen kørte med sengetøj og håndklæder, på bordet stod der 6 øl og der var skrevet den fineste hilsen i vores gæstebog.

Nu ligger vi her ved poolen i Italien alt mens en norsk familie bor i vores hus. Vi ved, de har det godt. Vi ved, de passer på vores ting. Vi kan med god ro i sindet holde ferie alt mens andre passer på vores hus.

En stor tak skal specielt lyde til vores fantastiske naboer og vores skønne vej, som holder øje for os, som hjælper når vi ikke selv kan og træder til, når der skal gøres noget. Uden dem var det blevet besværligt – ja det kunne faktisk næsten ikke lade sig gøre 💞💞💞

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Når livet viser sig fra den gode side…

… vær i det og nyd hvert eneste minut.

Sommerferien er over os og det er for mange = afslapning, hygge og lave mindst muligt.

For mig, der ufrivilligt har 6 ugers sommerferie, forstået på den måde, at jeg deler børnene med deres far, handler det om at være sammen med de mennesker, der giver mig energi.
De sidste 14 dage har været specielt gode bed mig og har været nogle af de skønneste dage. Det er blevet til venindehygge, gåture, DGI, aftner med skønne venner med god mad, drikke, sang og fest, løbeture og så har jeg været på arbejde.

Hvor er det skønt at have så mange fantastiske mennesker i ens liv, og jeg har ikke engang været rundt alle, der er stadig et par vennehold, der mangler et visit, men mon ikke det kommer henover de næste 4 uger.
Det der blot er tankevækkende er, at når jeg er sammen med gode, dejlige mennesker, ja så bliver jeg virkelig tanket op på energi, varme og taknemmelighed. Jeg synes virkelig, det er en gave at så mange mennesker har valgt mig til, men der skal heller ikke ret meget mere end 10 min. negativitet i form af en person eller sms, så har jeg glemt det halve af de gode minder, jeg har haft gennem den seneste tid. Jeg arbejder på det og jeg bliver bedre til at være bevidst om det, jeg bliver bedre til at håndtere det og heldigvis er der ikke så mange af de der mennesker, der dræner en i mit liv, men helt blive fri for dem, ja det bliver jeg “desværre” aldrig.

For 7 år siden havde jeg ikke ret mange af disse mennesker i mit liv, jeg havde faktisk ikke nogle, ja andet min “mor og far”, men ellers er det mennesker der er kommet til i løbet af tilblivelsen af mit nye liv. Det er ret tankevækkende, en smule skræmmende og meget rørende.
Jeg ville ønske at alle kunne være lige så lykkelig, som jeg er, for det er jeg virkelig.

Dit hjerte ved inderst inde godt hvad lykken er.

Jeg har ikke opskriften på at være lykkelig, for det er en meget individuel sag, men det at du spørger dig selv, er du lykkelig og tør lytte på dit sind, krop og stemme, gør at du er på vej i den rigtige retning. Det er ikke noget der kommer over natten, det har taget mig mange år at komme hertil, men det kan lade sig gøre, hvis du accepterer, at det skal ske.

Tænk sig at efter så mange år at have fundet roen, fundet balancen i livet og været et med mig selv – shit det lyder floskel-agtigt, men det er sandt. Og jeg er nødt til at ytre mig, jeg er nødt til at fortælle det til nogle, ikke fordi i skal tænke hold da op, hvem narre hun, men fordi det skal smitte af på jeres liv.
I fortjener at have et lykkeligt liv, et liv i harmoni og et liv i kan være stolte af.

Du tænker, det er nemmere sagt end gjort Mille, og det kan du have ret i, men jeg ved om nogen, hvad det koster både fysisk, psykisk og rent lavpraktisk i rede penge at få et lykkeligere liv. Til tider står jeg stadig på randen til at springe ud over kanten, og derfor er overskriften meget vigtig for det der kommer godt, kommer ikke skidt tilbage. Forhåbentlig med tiden bliver der længere og længere mellem de dårlige perioder samt at perioderne bliver kortere og kortere. Til sidst kan du helt styre det med dine tanker, din vejrtrækning eller som jeg med en løbetur.

Jeg kunne blive ved, og allerhelst ville jeg redde alle i hele verden, det kan jeg ikke. I stedet kan jeg hjælpe nogle af jer med at komme ovenpå måske ved en sms, en mail, en besked eller ved at du banker på min dør, man ved det ikke, det er kun dig selv der kan mærke efter – hvad fortæller din krop dig?

Tag nu for filan et aktivt valg, tag vare på dit liv, koste hvad det koste vil, du har kun det ene liv – LEV DET!!!!!!!!!!!!!!!

Solen skinner, vejret er dejligt, gasgrillen må stadig bruges – nyd det og lev livet.

Med ønsket om en fantastisk dag
Mille Elena

Hvorfor ikke bare vælge det bedste første gang.

Kender i det. I skal have nyt undertøj eller en ny bikini, noget som bare skal sidde og du ved jo nok, hvordan din krop er, hvilken størrelse der passer og hvilken model, der er bedst til dig. Ja du har sågar en ynglings butik at handle i, men den er også bare lige lidt dyrere end de andre butikker, der ligger i nærmiljøet.
Du tager chancen og går ind i de andre butikker, for tænk sig hvis du kan spare 50 – 100 ja måske 300 kroner, det er da bestemt værd at tage med.
Men hvad hjælper det, når du i den første butik overhovedet ikke kan finde noget og den næste, ja der er kemien bare ikke helt på bølgelængde dig og ekspedienten imellem og du faktisk allerede er godt oppe i det røde felt, kamp sveder og så kan det hele bare være lige meget, for så at ende i den ”sædvanlige” undertøjsbutik.

Det oplevede jeg tidligere på ugen, hvor jeg sådan lidt spontant gerne ville have en ny bikinitop. Som mange andre damer har jeg ikke samme størrelse bryster, ja den ene er større end den anden, og det lyder pænere at sige større end, end den ene er mindre end den anden 😊 😂😂Jeg har fundet den perfekte bh, tilmed uden bøjle og med masser af push-up, ja den koster lidt mere, men jeg er glad hver eneste dag, jeg tager den på og de sidder bare, hvor de skal, brysterne, og der er ikke synligt forskel på størrelsen, det kan jeg godt lide 😉 Indtil videre har jeg kun fundet et sted i Herning, hvor de sælger bh’en – Wunderwear by Butik Sanne, herningCentret.

Skøn sommer er lige rundt hjørnet med en dejlig oplevelse i Wunderwear by Butik Sanne, herningCentret

Det var også der, jeg endte, den dag jeg skulle have ny bikinitop. Jeg havde selv fundet et par stykker, jeg ville prøve. Jeg havde valgt ud fra farve og min normale bh-størrelse. Jøsses det lignede jo noget katten havde slæbt med ind. Den søde ekspedient kom mig til undsætning og fandt først et par stykker, lyttede til at jeg rent faktisk kender min krop og størrelse rimeligt godt. Bevares kroppen har jeg haft i snart 40 år, bh-størrelsen noget kortere, men stadig…..

Hun kom med 4 forskellige, og der var ikke en, der sad forkert – IKKE EN!!!!!!!!!!!!!!!
Det kalder jeg professionalisme, kropskender og en dame der er r.. god til sit job og tager kunden seriøs.
Hun havde en mening om alle 4, hun gav mig konstruktiv kritik og der var ingen tvivl, hvilken bikinitop det skulle være.
Og nu kommer det store spørgsmål, hvor meget ekstra kom jeg af med, ved at gå i den ”dyre” butik.

50,00 KRONER!!!!!!!!!!!!!!

Jeg gav 50,00 kroner ekstra for en super service, en super fed og behagelig oplevelse og en ekspedient der kunne læse min krop.
Note til mig selv – nogle gange er det okay ikke at prøve nyt, nogle gange er det okay, at ”dvæle” ved det kendte, nogle gange er det okay at tage den på rutinen, du bliver ikke fattigere af den grund.

Med ønsket om en fantastisk dag
Mille Elena

Hvor er jeg heldig..

Jeg blev i dag ringet op ad en journalist fra HK Fagforening. For noget tid siden havde jeg svaret på et spørgeskema i forhold til arbejdsliv og nattesøvn.
Under interviewet slog det mig, hvor er jeg heldig. Jeg traf det rigtige valg den dag i december 2017, hvor jeg sendte en meget hurtig og måske ikke så velovervejet ansøgning til den arbejdsplads, der nu er min. Ikke desto mindre kunne jeg fortælle journalisten at det måske blot handler om at kappe navlestrengen og livremmen, springe ud i det og se om det holder.

Der er noget så kliche agtigt som hedder: Det du ikke dør af, bliver du stærkere af, og det er faktisk rigtigt.

Nu er jeg ved at have gennemgået ret mange ting i min spæde alder, ja jeg tillader mig faktisk at kalde mig selv ung, da jeg endnu ikke er fyldt 40 år, og jeg er bestemt kommet styrket ud alle gange. Jeg er ikke gået den nemmeste vej, de der kender mig, ved at det ej heller er det jeg står for. Nuvel jeg har mange overspringshandlinger og jeg har mange ting jeg sætter i gang, men når det kommer til familie, arbejde, min egen velvære og psyke har jeg lært at det hjælper ikke at gå på kompromis. Det kan ikke betale sig. Det er ikke det værd.

Det har til gengæld taget mig noget, der ligner hele livet at komme dertil (læs: 7,5 år 😉, men hvem tæller).
Om jeg vil være det foruden – NEJ det vil jeg bestemt ikke for så havde jeg jo ikke alt den viden og erfaring jeg har i dag, som jeg kan give videre til mine børn. De ligner mig ikke, altså væremæssigt, udseensmæssigt kan jeg ikke løbe fra dem, og det agter jeg bestemt heller ikke at gøre. De er nogle skønne børn, men hvor ville jeg ønske at de kun skulle igennem det halve af hvad jeg har været igennem. Jeg bestemmer det jo lidt selv, jeg behøver jo ikke være 5. generation der ikke snakker med sin datter og jeg har ikke nogle søskende der pludselig dukker op – så der er vi da allerede langt – selv tak 😂😂

Nu skal det ikke lyde som om at mine søskende er de væreste i verden, for det er de ikke. Jeg har fået en ny storesøster her i maj og jeg er blevet moster til den skønneste lille pige, mine storebror har jeg haft en del år nu, snart 10 år, men det er skisme da lidt underligt at blive lillesøster i en alder af 30 og 37 år, det må i da give mig. (Læs med her om min nye storesøster)

Men jeg er heldig, jeg har turde tage springene også nogle gange inden jeg så dem komme. Jeg har kappet navlestrengen, jeg har aldrig gået med seler, engang i mellem livrem.

Spring ud i det – du kan godt, du tør bare ikke helt. Jeg lover dig, det er ikke så slemt.

 

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Vanens magt eller fordi jeg bare ikke bliver klogere…

… ja det er faktisk ikke til at vide.

Men sjovt nok så handlede mit sidste indlæg om at skulle lytte til sin krop og det har jeg i den grad gjort og meget over de sidste måneder. 😉😉🤔

Jeg har skiftet arbejde, og det har bestemt været godt for mig. Det var og er den bedste beslutning jeg har gjort. Det var bestemt ikke nemt, at kappe sikkerhedsnettet til det sikre, faste job, hvor der, i mine øjne, ikke var de store fremtidsmuligheder i, til at være i en stilling, hvor omstillingsparat er nøgleordet. Der er ikke 2 timer, der er ens og det er fedt. Jeg elsker det, jeg elsker specialet og jeg elsker mine nye kolleger 😍

Men som vi her i huset snakkede om den anden dag, så er der altid en gammel vane der stadig forfølger os, om vi vil det eller ej. Vi prøver at lave den om, men gang på gang falder vi i – og det har jeg over de sidste par dage oplevet at jeg igen er faldet i og er nu igen indlemret i noget som ikke tjener det gode formål, noget der ikke er godt for min energi, noget jeg skal ud af, men hvordan kommer jeg det, når der er super mange følelser forbundet med det, når det er en tradition og når det er forbundet med så mange traditioner.

Jeg ved det ikke, men jeg håber, du kan svare mig på det.

Hold op hvor er det svært, men jeg ved at jeg finder en vej ud og en løsning. Det gør jeg hver gang, så det gør jeg også denne gang.

Det var det for nu – tænk over hvad du siger ja til, du siger nej til noget andet og er det det værd.

Som Connie Svendsen sagde i går til et foredrag i HK, vi har 86.400 sekunder i døgnet, hvorfor ikke bruge dem på noget der giver energi, noget af det der glæder og det lille ekstra. Hvis i ikke har oplevet hende, så synes jeg det er værd at overveje. Hun er en inspirationsbombe uden sidestykke og har allerede givet anledning til mange grin. Hun har også sat tankerne i gang på mig – jeg ved, jeg finder en løsning ud af det og jeg ved det kommer mig til gode på den lange bane.

Tænk over hvad du bidrager med, er det positivt eller negativt?? Hvad er dit lille ekstra?

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Lyt dog for dælen til din krop

Kroppen har noget vigtigt at fortælle dig, overhør den ikke.

I 35 år har jeg lidt af det ene eller andet – og i 9 år har det kun taget til i styrke. 9 ÅR!!!!!!!! har jeg overhørt alle former for symptomer, skrig og råb fra min krop. Jeg har været indlagt på diverse sygehuse i regionen, jeg har været i Aarhus og fået lavet trykmåling, været indlagt 2 gange i Herning, første gang var jeg hele møllen igennem, hvor jeg var alt fra hjertepatient til reuma. patient til at have HIV, AIDS og klamydia for 3 dage senere at blive sendt hjem med beskeden om: “Vi ved ikke, hvad du fejler, så vi kan ikke behandle dig. Sidste år blev jeg så indlagt igen med fuldstændig samme symptomer, ja faktisk også på noget nær samme tid, med en uge til forskel, og hjem kom jeg med samme besked – vi ved ikke, hvad du fejler, så er det okay, vi sender dig hjem, og sådan havde jeg det jo også selv, det var okay, at jeg blev sendt hjem, for jeg var jo ikke syg, men der var noget galt, der var bare ingen, der kunne fortælle mig, hvad det var. Indtil jeg en uge senere ringede ind på Skadestuen, hvor en sød og meget forstående sygeplejerske forsigtigt spurgte, om det ikke kunne være psykisk – selvfølgelig kunne det ikke det, jeg havde det jo godt, var i fast arbejde, har villa, vovhund og en Renault 😉😉

Jeg blev sendt til Reumatologisk Afdeling i Silkeborg med beskeden om, at jeg havde leddegigt, jeg kom i behandling for dette, men det var som om, det ikke hjalp, som det skulle. Symptomerne og smerter var der, de var til tider mindre, men de kom, når jeg blev stresset eller presset.

På et tidspunkt tager jeg den endelige beslutning om, at jeg vil skifte arbejde, og der skal ikke gå alt for længe inden det effektueres, det gjorde der bestemt heller ikke (læs her) og pludselig var mine såkaldte gigt-problemer ikke længere til stede.

En anden side af samme sag

Jeg har i mange år været plaget af en “arbejdsskade” i højre skulder, det er den side, hvor blandt andet dine evner for kontrol, planlægning, kassetækning og maskulinitet sidder. Jeg havde svært ved at sidde og skrive en hel dag, da jeg ikke kunne holde til det i min skulder. Da jeg blev skilt og fritstillet fra mit daværende arbejde, begyndte min “arbejdskade” at aftage og efter et intenst forløb og indblik i min krop, liv og hvad jeg havde gjort ved den i alle de år, indså jeg, at jeg overhovedet ikke har haft eller har en arbejdsskade i min skulder, det er psykisk hele vejen igennem.

Bliv den bedste udgave af dig selv

Det er vildt, at jeg i alle de år har overhørt min krop, dens råb og smerter og bare kørt derudaf. Nu er jeg blevet bevidst om det, og kan handle ud fra det, jeg har stadig “gigt”-smerter i hofte, bækken og knæ (på højre side) men jeg ved hvorfor de kommer og med simpel vejrtrækning og tankerne på rette sted, ja så er de lige så hurtigt væk, som de kom.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om du fejler noget eller ej, men jeg synes, det er værd at tænke over, at hvis du har smerter, om de er vedvarende eller blot kommer en gang i mellem, så er det måske værd at overveje, om du er det rette sted i dit liv – måske kræver det en stor omrokering, måske kræver det blot en lidt anden tankegang, en anden arbejdsgang, ja eller du “blot” italesætter det over for vedkommende. Her skal det lige siges at de mennesker, der lever med kroniske smerter, senfølger efter skader, operationer eller sygdomme ikke er med i denne kategori.

De mennesker der lytter til deres krop, og tager den alvorligt er de sejeste mennesker i verden og det er kun DIG der kan ændre det, ved at ændre din tankegang.

Vi er her kun en gang, siges det, så hvorfor ikke være den bedste udgave af dig selv – du shiner kun i de bedste omgivelser. Husk det næste gang du har smerter.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

 

2018 bydes velkommen

og dermed tog jeg også afsked med 2017, som alle andre gjorde det i går, og dog ikke alligevel.

Det var de færreste der var til bryllup på denne sidste dag af året. Det var min mand og jeg og hvilket bryllup. Mange vil synes: At det var underligt, inkl. min egen mand, at vi skulle med. At der er nogle, der bliver gift på denne dag. Jamen hvem er de, var der flere der spurgte, og med rette, for jeg har selv kun kendt dem i små, meget små 14 dage, men bruden gjorde så stort et indtryk på mig, den dag vi mødtes til en snak om, hvordan det hele skulle foregå den 23. i forhold til maduddeling, og med min mavefornemmelse, måtte jeg bare erkende, at det er mennesker, vi kommer til at have meget med at gøre, enten på den ene eller anden måde, så min mave sagde, accept, og det gjorde jeg.

Det var den mest fantastiske, skønne, mærkelige, rolige og harmoniske oplevelse jeg har oplevet til et bryllup, ja selv præsten var helt afslappet og havde den smukkeste tale. Det var et bryllup der emmede af personlighed, som bød på et bryllup, hvor alt var samlet sammen gennem det sidste år. Lys, servietter, bordpynt, maden, ja selv brudens kjole var efter temaet: Upcycled genbrugsbryllup. Vi havde en gave med, de ønskede sig en brugt el-pisker (den byttede jeg for 5 poser gifler) og to kager, som skulle spises til receptionen, den opgave mestrede jeg lige, det var ikke så svært 😉. Det var på den ene side vildt og fascinerende at være med til og på den anden side mega skræmmende.

For sikke et forbrugshelvede min familie og jeg har haft gang i de sidste 38 år, det er jo helt vildt. DET STOPPER NU!!! Vi kan faktisk godt leve mindre luksuriøst uden at det gør en disse. Vi smider absurd meget ud, køber nyt og smider væk igen. HVORFOR!!!!!!🤔🤔

Præstens ord:

Hun, præsten, sagde, efter vi havde bedt fader vor, at vores daglige brød ikke kun er det vi putter i munden, i kære gæster, i er brudeparret’s daglige brød, i skal accepterer, i skal tilgive og i skal være der for dem. Der er så meget der kan komme i mellem to som elsker hinanden, det skal i ikke! Og lige med disse 4 ord – DET SKAL I IKKE, de slog, og de slog hårdt. Både min mand og jeg har oplevet og gør det stadig, at der er mennesker, der står i vejen for vores lykke, og jeg er faktisk ved at gøre det selv også, så det var bestemt stof til eftertanke, og noget jeg vil tage med mig ind i 2018.

Accept af hinandens forskelligheder.

For vi skal være der for hinanden, vi skal accepterer hinandens forskelligheder, de måder vi lever på, dem vi lever med og hvad vi lever af. Det er sundt at få rykket sine grænser, det er ikke altid at vi kan følge med, men tro mig, hvis du slipper kontrollen og flyder med, så skal du nok lande igen.

Med ønsket om en fantastisk dag og år

Mille Elena