En storesøster i kulissen og en storebror der har sat dybe spor

Min “nye” søster har jeg faktisk kendt til i over 1 år.
Min storebror fandt hende sidste år, da han var hjemme til Frejas konfirmation, han fortalte om hende og af en eller anden årsag har jeg ikke mødtes med hende før nu i år, hvor min storebror og kone var hjemme igen.

Min storebror Michael skrev til mig en dag på arbejdet; “Jeg skal ud til Karina på torsdag, vil du med?” Jeg tænker ikke, det er helt tilfældigt, at det lige var torsdag, han skulle ud til Karina, da det er min ugentlige fridag, det var heller ikke helt tilfældigt, at han skrev lige på det tidspunkt, for så var jeg lige som fanget og kunne ikke andet (det kunne jeg godt, men det kommer længere nede, hvorfor jeg ikke mener, jeg kunne gøre det anderledes) end at skrive ja det ville jeg da gerne – det skulle vise sig at blive det bedste bagholdsangreb ever 😘😍😘

Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt at jeg ikke tog kontakt til Karina noget før. Jeg tror på, at når tiden er, så føles det rigtigt. Og det var rigtigt nu.

Så sad vi der 3 ud af 5 søskende, snakkede om vores barndom, vores opvækst, miljø og arv, om at vi faktisk kunne have været kærester eller kysset med hinanden 😂😂🤔🤔, hvordan det er gået os, afsavn, længsel men også at Karina og Michael i mange år har kendt til, at der var andre søskende. Hvor er det vildt.

Hvorfor kunne jeg ikke andet end at sige ja:
Min storebror skrev noget tid inden de skulle komme til Danmark, at de ville være i Jylland i 14 dage og om de måtte bo ved os. Det måtte de selvfølgelig gerne. Det skulle dog lige cleares af med Emma, og der var ingen problemer i, at hun rykkede i garagen, og min storebror og svigerinde fik værelset med dobbeltsengen. 😃

Jeg prøvede det også sidste år, samt det år hvor vi blev gift, at have min storebror boende nogle dage, men aldrig i længere tid og ikke sammen med hans kone. Det skulle vi prøve nu. Vi gik all in, sådan næsten da. Vi snakkede så meget engelsk som muligt, så Mel kunne følge med og være en del af det hele. Vi prøvede for så vidt muligt at gøre vores hverdag til noget “festligt” og satte det en lille smule på stand-by, for vi havde dem jo kun i 14 dage.

Mange har efterfølgende spurgt mig om det ikke var hårdt at have dem boende, og der kan jeg ærligt og meget klart svare NEJ, ikke på noget tidspunkt har vi været hæmmet af at de har været her. Ikke på noget tidspunkt er det gået ud over noget, tværtimod, de er jo med i alt. Bryllupsdag, skole, morgenkaffen, fodbold og dansk hygge.  De var her jo hele tiden og alligevel var der plads til os alle.
Derfor var det også r.. hårdt at sige farvel til dem.

Vi valgte at tage på camping sammen, så troede vi alle på, at det var nemmere at sige farvel. Jeg havde nævnt det for min Michael på vej i bilen op til campingpladsen samt Michael og Mel havde snakket om det, sjovt at have samme tankegang, når vi nu ikke er vokset op sammen.
DET VAR IKKE EN SKID NEMMERE AT SIGE FARVEL, TVÆRTIMOD.

Det var mega hårdt, og det er faktisk først i denne uge, hvor de er kommet til Australien, at jeg har accepteret og ikke lider under, de ikke er her.
Jeg gør det gerne igen, det er ikke, det jeg siger. Det jeg siger er, at jeg har den dejligste familie i mit hjerte og jeg vil elske og savne dem hver eneste dag ,jeg ikke er sammen med dem og glædes over at de kommer til danmark i ny og næ, så vi kan være sammen. Det er det, jeg siger.

Jeg kunne ikke sige nej for det er jo det, jeg har ventet på i SÅ mange år, at få en familie. En familie der ikke kender mig, ikke har noget forhold til mig, en familie der tager mig for den jeg er og ikke er forhåndsindtaget og en familie der gerne vil være sammen med mig – derfor kunne jeg ikke sige nej.

Hvor er det fantastisk at du Michael har fundet mig og har ført mig videre til Karina – TAK 💞💞💞

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Juleaften på godt og ondt

Adventskrans anno 2017. Der tændes lys, elsk livet.

Jeg har haft mange forskellige juleaftner, dem hvor jeg har grædt, jeg har grinet, jeg har holdt jul sammen med kun mand og barn, jeg har sågar danset om juletræ med selveste julemanden og efterfølgende fået en gave af ham – og det er vel at bemærke i mit voksenliv.

Ja og så var der den jul, hvor mine forældre valgte at cutte forbindelsen til mig. Jeg har haft mange gode minder, men når det kommer til den eller de juleaftner der står klarest i min erindring, ja så er det den hvor jeg fik nogle bøger, der var meget brugt og skrevet i, og det var på ingen måde bæredygtigt eller miljøvenligt, da vi overhovedet ikke efterlevede den livsstil i mit barndomshjem. Hvad der dengang fik mine bedsteforældre til at give mig den gave, ja det må guderne vide, og jeg er kommet mig over det, og dog, jeg tænker stadig en gang i mellem på det, og hvor noller det egentlig var, at give mig den gave, svaret finder jeg desværre aldrig og det er heller ikke relevant længere.

Juletræet med sin pynt og lækre børn i baggrunden

 

Den anden jul, der står helt klart, er det år hvor min mor ringede til mig d. 24.12. om formiddagen og sagde: ” Hvis det skal være på den her måde, ja så vil jeg hellere være foruden en datter som dig” – så stod jeg der, på indgangspartiet til vores hus og skreg så min daværende kommende mand kunne høre det og kom styrtende.

Den jul – det var ikke den bedste, der blev grædt mange tårer, mange spørgsmål skulle besvares og mange spørgsmål kunne ikke besvares. Der er heldigvis blevet holdt mange jule efterfølgende, de har alle været gode på hver deres måde, både dem hvor vi har siddet selv, dem hvor jeg har været sammen med børnene, dem hvis hjem er blevet åbnet for os, fordi vi ikke skulle sidde alene og de jule, hvor der er blevet holdt jul en anden dag end d. 24.12., grundet børnene skulle være ved deres far denne dag.

Hjerternes fest – det er julen

Ja der er vist lige så mange traditioner at holde juleaften på, som der er mennesker og familier, men i bund og grund er det lige meget, hvordan vi fejre julen, bare vi er sammen med mennesker der gerne vil os og vi vil dem, for det handler om næstekærlighed, omsorg, tanker og hjerterum.

Jeg gør rigtig meget ud af at være der for mine børn ikke kun i julen, men hele året. Jeg curler ikke for mine børn, hvert fald ikke ret meget, for selvfølgelig gør jeg det, det er på en kærlig måde, og bare jeg kan holde til det, kan det være helt lige meget hvad andre tænker og mener.

Der er her til aften blevet spurgt i stuen om jeg curler for mine børn eller jeg fejer lidt for dem i forhold til at komme lettere til deres mål. De to midaldrende, nærmest ukontaktbar, computerspillende mænd mener ikke jeg curler, men at jeg blot giver mine børn, specielt den sidste lidt længere snor end de første af mine børn. Hvis jeg tænker tilbage og igen spørger ud i forum, ja så er de selv samme mænd sidste skud på stammen i deres familier, og i og med at jeg har kendt dem i nogle år, ja så kan jeg bare sige, at sådan tror jeg, det er, i mange familier. Også i min barndomsfamilie – korrigere mig hvis jeg ikke har ret, der er altid undtagelser, bevares.

For mig har det hele mit voksen liv handlet om at tage det værste med fra min barndom, lave det om eller destruere det og føre det videre til mine børn og måske er det lige nøjagtig derfor, det er så vigtigt for mig at mine børn, min familie og jeg får en god jul.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

I denne skønne juletid

Kan der være skår i glæden. Jeg prøver ikke at tænke på det, og har også for længst accepteret, at der er sådan mit liv er – jeg har det super godt, og jeg trives.

MEN…. Når der kommer nye mennesker til, som 1. Søndag i advent i år, hvor vi åbnede vores hjem for hele gaden til julehygge, gløgg og æbleskiver, ja så kommer alle de velmenende og kærlige spørgsmål og jeg svarer på dem, det gør ikke noget. Aller inderst inde sidder følelsen af svigt, når jeg skal fortælle om min familie, mine søskende, som jeg knap kender, og det at blive forladt d. 24.12. Få timer før hele juletoget skulle rulle. Der er ikke mange, der kender den sande historie – jeg prøver ikke at skjule noget, men på den anden side er der så mange fantastiske, spændende og indholdsrige emner at snakke om, at jeg til hver en tid, sniger mig udenom emnerne familie og fortid.

Det gode i mit liv

Heldigvis er der flere gode ting i mit liv, end der er negative. Jeg har skabt mine egne traditioner, nogle har jeg taget med fra mit barndomshjem og modificeret en hel del, andre har jeg skabt selv og nye er kommet til efter jeg har mødt min nye mand. Det er gode, hyggelige, varme og glædelige traditioner.

Jeg tror, det er vigtigt

At holde fast i traditioner, bevare de danske dyder, minder og historier der er omkring vores helligdage.

For mit eget vedkommende er en skøn tradition, det at give, jeg elsker at give gaver, blomster og små pakker – i år ingen undtagelse.

En anden ting er københavner-turen. Den blev oprindeligt startet sammen med børnenes far, så holdt den “fri” nogle år og nu er den tilbage. Vi skal kigge, inspireres, nyde og vi skal opleve sammen som en familie, jeg glæder mig, og i år skal vi alle 5 af sted.

Julen handler om at glædes, den handler om at vi skal behandle hinanden godt og den handler om at vi skal være sammen – ikke for enhver pris – husk du skal have dig selv med, det er vigtigt. Du må ikke gå på kompromis med dine egne værdier og holdninger, du skal være tro mod dig selv, så får alle den bedste jul, det er jeg sikker på.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Det første møde

I 2009 vendte en person op og ned på hele mit liv. (læs Lillesøster som 30 årig)

D. 23.12.2009 kom dagen så hvor jeg skulle møde ham, jeg skulle se ham for første gang i levende live, i virkeligheden. Jeg skulle møde min storebror, som jeg havde kendt til siden d. 16.10.2009. Det var vildt, rørende og meget bevægende.

Jeg fik fri fra arbejde, satte mig på den café, vi havde aftalt vi skulle mødes på og ventede på han skulle komme. Jeg sad ikke længe. Pludselig – ind kom han af døren, og det første jeg sagde var: “Du ligner godt nok ikke dig selv”. Øhh hallo, hvor ved du det fra? Du har jo aldrig mødt manden. Han havde taget en koalabamse med til mig, i starten var det min, og kun min, nu er det min søn der har overtaget den, og nu er det hans + den har nu også fået en lillesøster. Vi snakkede og snakkede og snakkede om alt muligt og intet, det hele var så naturligt og på den anden side SÅ nyt. Tiden fløj og klokken blev så mange, at vi måtte bryde op. Vi aftalte, at vi skulle ses igen d. 1. Juledag – så kunne han møde min familie.

Normalt hjemme ved os er der mange traditioner forbundet med jul. Jeg steger ænder, laver risengrød og skræller kartofler d. 23., vi gør klar til at julemanden kan komme og pynte juletræ natten til d. 24. – intet var normalt det år. Ænderne blev stegt d. 24. om eftermiddagen, vi nåede ikke i kirke. Det  hele gik jo, dog ikke som vanligt, men som “man” plejer at sige, det bliver jo jul under alle omstændigheder. Godt julemanden havde styr på hans del af traditionerne 🎅🎄.

Vi havde en god og fredfyldt juleaften, trods mine tanker konstant var ved mine storebror. Hvad laver han nu? Hvad får de at spise? Hvilke traditioner har de hjemme ved ham, og der hvor han skulle holde jul i år? Ja spørgsmålene var mange og det er der faktisk stadig – lidt noget andet, men jeg spørger stadig om rigtig mange ting, for jeg kan godt lide det, jeg synes, det er interessant, jeg synes , det er fedt.

D. 25.12. var der papir, kasser, gaver og alt muligt andet i hele huset, som der er i mange hjem dagen efter en skøn juleaften. Jeg havde “opgivet” at rydde op. På den anden side, min storebror havde jo aldrig været inde i vores hus, så han vidste jo faktisk ikke, hvordan der skulle se ud. Ind kom han og alle i familien tog super godt i mod ham, selv familiens “ambassadør” min den midterste, der er noget specielt over hende. For på en eller anden forunderlig måde er det hende, der “godkender” nye mennesker i familien. Hvis hun kan lide dem, kan alle i familien lide dem – sådan er det faktisk til dels stadig.

Jeg ved ikke om det var den bedste jul, jeg har haft, for det er lidt svært at måle, men det var hvert fald den bedste før-julegave og julegave man kunne tænke sig, der gik i opfyldelse og det var mig der fik den.

Tiden gik og min storebror skulle hjem igen – hold op det var hårdt, jeg var super ked af det, jeg græd en del de efterfølgende dage og havde rigtig svært ved at genoptage kontakten med ham, for jeg savnede ham så forfærdeligt meget, men alt løser sig til det bedste, også i denne situation.

Siden hen er det blevet til mange god dag og på gensyn seancer. Vi har haft rigtig mange gode og dejlige stunder og minder sammen. Bryllupper, juleaften, nytårsaften, koncert, fodboldkamp, middage, hygge, nærvær, samtaler – og så nok den største af alle. Han kom helt uventet og overraskende hjem til min store datters konfirmation – så hylede jeg igen. Han var “desværre” nødt til at inddrage mig i hans planer, da han skulle have et sted at bo, så om lørdagen fik jeg at vide, at han ville lande om onsdagen, som vi skulle have konfirmation om søndagen. Den dag havde han lillesøsteren til den anden koalabjørn med hjem, så nu har sønnike to koalabjørne at sove med.

Det er en oplevelse jeg ALDRIG glemmer, hverken da han kom, da familien opdagede at han var her, da konfirmanden så ham og “bare” det, at han var ved min side som storebror på en af de største dage i mit liv, mine første fødtes konfirmation – hold nu op – det kan ikke beskrives med ord. Jeg har det i mit hjerte, og det er det, der betyder noget for mig.

Det bliver ikke nemmere, og det er heller ikke så hårdt længere, men det er fordi at jeg ved, han kommer tilbage. For sådan er han, han kommer troligt tilbage. Jeg kan ikke blive ved med at finde på “undskyldninger”, for ikke at besøge ham. Det andet er bare langt mere overskueligt, ja og squ nok også lidt mere bekvemt – selvom jeg elsker at rejse og opleve, skræmmer det mig også en lille smule med en tur så langt væk, det har jeg alligevel aldrig prøvet, og som Peter Plys ville have sagt: “Så det kan jeg sikkert godt”, og selvfølgelig kan jeg.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Lillesøster som 30 årig

Da jeg var lille, ja faktisk helt op i mine teenageår, havde jeg en veninde, der havde to storebrødre, dem havde vi meget glæde af, når vi var  sammen. Vi synes, det var hyggeligt at drille dem, det synes de ikke. Mange timer er gået sammen med hende og dem og jeg har altid set op til hende og dem, jeg synes det var fedt, at hun var lillesøster og så tilmed til to brødre, det var lidt snyd, nu hvor jeg “kun” var storesøster og så til en lillesøster ;o)

Da jeg blev ældre og begyndte at gå i byen, havde det måske været en fordel med en storebror, der havde nogle kammerater, som kunne hænge ud hjemme ved os, og tænk sig, det kunne jo være, jeg kunne score en kæreste på den måde. I dag tænker jeg anderledes, der kunne det have været rart, hvis jeg havde haft en storebror der kunne passe på mig i byen.

Sådan skulle det ikke være, for jeg havde ikke nogen storebror, eller det var hvert fald, hvad jeg troede og vidste.

Men skæbnen, ja eller faktisk virkeligheden ville det anderledes.

Jeg husker det, som var det i går. Det var fredag d. 16.10.2009. Jeg var den 01.09.2009 kommet ind som lægesekretærelev på det der dengang hed Viborg, Skive, Kjellerup Sygehus og jeg var glad og meget tilpas, jeg havde endelig i en alder af 30 år fundet min hylde.

Hylden havde jeg egentlig fundet i 2000, hvor jeg startede på Frisørskolen, København, og jeg var mega god, jeg scorede høje karakterer og fik som en af de første på holdet en læreplads. Det var efter en turbulent tid på Handelsskolen med mange nederlag, dårlige karakterer og år der mest gik med at drikke, score drenge og pjække, endelig var jeg faldet til ro og begyndt på noget, der interesserede mig, men der ville virkeligheden det også anderledes, og jeg flyttede til Jylland i oktober 2001 og derved afbrød jeg min uddannelse.

Tilbage til den dag i oktober. Vi havde informationsteknologi, og ingen lærer. Jeg kiggede på min makker, og spurgte om jeg måtte logge på Facebook – det måtte jeg, fedt nåede jeg lige at tænke, før jeg blev lig-bleg i hovedet. (Den gang var en mobiltelefon til at tale i og måske tage billeder, men så heller ikke mere) Ind var der kommet en besked. Jeg åbnede den, og i den stod der: Jeg tror, vi er i familie, jeg tror, jeg er din storebror. Aaarrrhhh tænkte jeg, godt nok havde jeg været venner med ham i længere tid på FB, men storebror nej!!!! Jeg havde tænkt, at han var en fjern/skjult fætter, da jeg havde to fætre og en faster, der også var venner med ham. Så det gav langt mere mening for mig.  Da han så kunne “vores” far’s navn og tilmed kunne bekræfte at det stod i hans dåbsattest, ja så måtte der jo være noget om snakken. Shit. Storebror. Hvor meget jeg fik lavet den dag, kan jeg ikke huske, for i chok det var jeg. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi troet eller tænkt, at jeg havde en storebror – min drøm var ENDELIG gået i opfyldelse. Shit en storebror.

For at jeg kunne få det endeligt bekræftet, synes han, at jeg skulle ringe til min faster/hans moster (det er en anden historie, den faktisk er lidt sjov, noget med en storebror, der havde en lillesøster hvis kæreste havde en søster og så kørte rouletten), det gjorde jeg så. Hun bekræftede og kunne ydermere fortælle, at hun mente, at jeg havde/har to søstre, hvor gamle og hvor de var, vidste hun ikke, og hun synes, at jeg skulle ringe til yderligere en faster, for at få den del bekræftet. Jeg ringede, og den anden faster benægtede alt, som i alt, så hende fik jeg hurtigt ud af mit system. Nå men nu skulle der laves detektiv arbejde. Jeg skulle også ringe rundt til folk og fortælle dem, at jeg var blevet lillesøster. Til min store overraskelse og nok mest undren og forbavselse sagde ALLE, at det vidste de godt.

A’ HVA’ GØR I?????????????????

Ja det ved vi godt – det har vi da vidst i mange år, og vi troede faktisk også, at du vidste det. Det var dem bekendt, at jeg i en alder af 18 år, havde fået det at vide, ja jeg var så bare lige den eneste, de ikke havde fortalt det til – nej min lillesøster havde heller ikke fået noget at vide.

Til sidst ringede jeg helt knust, lidt bitter og meget ked af det til mine barndomsnaboer, som i dag fungere som en slags reserve-forældre for mig. ENDELIG – lyder det fra den anden ende af røret. Hvad mener du med det? spørger jeg. Det har vi altid vidst. Så kan det nok være følelserne fik frit løb, jeg kunne slet ikke holde noget tilbage. Jeg blev endnu mere ked af det, jeg blev vred/rasende og jeg skældte ud. Vi fik os en god snak mellem tårer, snot og papir og til sidst kunne jeg jo sagtens se, hvorfor de ikke kunne sige noget. Min “reserve-far” arbejde på daværende tidspunkt på det lokale kommunekontor og har i årtier gjort vores families selvangivelser op, heldigvis er der blevet  betalt børnepenge til min storebror, så derved vidste de det godt og har holdt tæt i så mange år.

Da der var kommet lidt ro på, og jeg igen var kommet ovenvande, skulle jeg til at lære min storebror at kende. Vi skrev og skrev og skrev sammen. D. 22.10.2009 skrev han, jeg har bestilt en billet, jeg kommer hjem d. 23.12. WUHUUU hvor fedt og på den anden side mega grænseoverskridende, angst provokerende. Jeg var på det ene tidspunkt meget glad og det næste øjeblik tænkte jeg; Hvad? Skal jeg så holde jul med ham? Hvad siger min familie til det? Hvad hvis vi overhovedet ikke kan sammen?!

Hvor var det en svær tid fra midt oktober og så til jul. Det efterår gik meget langsomt og julen ville også blive noget helt anderledes. Jeg skulle møde ham og han skulle måske også møde min familie. På den anden side havde jeg også en bitterhed overfor min familie, hvorfor havde de ikke sagt noget, hvorfor var der ikke nogen, der på et eller andet tidspunkt havde nævnt eller spurgt til det?

I dag er jeg en meget glad ung dame, jeg har min storebror og en ny familie. En ting jeg har taget med mig er, at jeg tolererer og har ikke respekt for de mennesker, der lyver eller taler med to tunger overfor mig. Det har sat så dybe spor i mig, at jeg er “skadet”. Det er der ikke noget ondt i, for folk omkring mig ved godt, at det at lyve er en meget dum ide. Jeg reagerer for det meste med det samme. Jeg siger, og det kommer nogen gange lidt for hurtigt, altid sandheden, jeg kan ikke lyve (og det passer så ikke helt, det er mere, hvis der skal tages pis på folk og i den stil, så er jeg nok nærmest jysk mester i det) samt jeg er som en åben bog, folk skal ikke have kendt mig længe for at kunne læse mig. Jeg er stolt af at være, den jeg er, og set i bakspejlet ville jeg ikke have været foruden dette. Hvis jeg var blevet lillesøster i en alder af 18 år, ja eller som alle andre den dag de bliver født, så verden jo ikke ud, som den gør i dag.  Så tak fordi jeg først blev “udsat” for dette i den rigtige alder.

I morgen er det 8 år siden, jeg blev lillesøster – Jeg elsker min storebror rigtig højt og meget. Jeg ser op til ham. Jeg savner ham hver eneste dag, også når han er i Danmark. Jeg synes, jeg har den bedste storebror.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Hvorfor vælger jeg, som jeg gør?

Det er der sikkert mange, der har en teori om, jeg har min egen.

Jeg har fået den bedste opdragelse, barndom og opvækst mine forældre kunne give mig med de midler, ressourcer og kompetencer de havde til rådighed. Der er mange ting der siden hen er faldet på plads i forhold til, hvorfor gjorde vi sådan og hvorfor gjorde vi sådan, men det kommer i et andet indlæg, som jeg vil kalde “Den dag jeg blev lillesøster”

Som jeg skrev i Biografi, er jeg blevet passet privat, så derfor var det meget vigtigt for mig at mine børn også fik den oplevelse af trykhed, nærvær, hygge, varme og kærlighed.

Dermed ikke sagt det ikke forefindes i vuggestue eller andre former for pasning, da der helt klart også er fordele ved vuggestue, såsom der er mange at lege med, der er altid en voksen, selvom der er sygdom, der er også hygge og nærvær.

Men for mig tog jeg den her varme og nære del med fra min barndom, som jeg ønskede at give videre til mine børn. Byen jeg boede i dengang indbød heller ikke til så meget andet, der var ikke andre muligheder. Der var dagpleje eller køre til en større by for at opsøge en vuggestue, så måske lå det i kortene, måske valgte jeg det ubevidst.

Vigtigst er at jeg valgt med hjertet og ikke valgte efter hvad alle andre skulle eller havde tradition for. Dengang var mange nok tilbøjelig til at følge med strømmen og indordne sig under det der var, og ikke stillede de store krav til hvordan det kunne blive, hvor vi i dag vælger ud fra, hvad der er godt for børnene, familien og hvad der kan hænge sammen i vores hverdag. Vi stiller krav til vores børns hverdag, til vores egen hverdag og til omgivelserne, stiller vi for store krav?

Det er på mange punkter en god og sund indstilling til livet at have egne meninger, holdninger og syn, men husk på der er altid 2 sider af samme sag… Så om nogle år når mine børn skal vælge daginstitution til deres børn, håber jeg, jeg kan få en snak med mine børn, finde de gamle tegninger, billeder og andet frem og høre dem til om de også synes, det var en rar og god tid i deres liv, præcis som det var for mig og præcis som jeg oplevede det var for dem.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena