Lillesøster som 30 årig

Da jeg var lille, ja faktisk helt op i mine teenageår, havde jeg en veninde, der havde to storebrødre, dem havde vi meget glæde af, når vi var  sammen. Vi synes, det var hyggeligt at drille dem, det synes de ikke. Mange timer er gået sammen med hende og dem og jeg har altid set op til hende og dem, jeg synes det var fedt, at hun var lillesøster og så tilmed til to brødre, det var lidt snyd, nu hvor jeg “kun” var storesøster og så til en lillesøster ;o)

Da jeg blev ældre og begyndte at gå i byen, havde det måske været en fordel med en storebror, der havde nogle kammerater, som kunne hænge ud hjemme ved os, og tænk sig, det kunne jo være, jeg kunne score en kæreste på den måde. I dag tænker jeg anderledes, der kunne det have været rart, hvis jeg havde haft en storebror der kunne passe på mig i byen.

Sådan skulle det ikke være, for jeg havde ikke nogen storebror, eller det var hvert fald, hvad jeg troede og vidste.

Men skæbnen, ja eller faktisk virkeligheden ville det anderledes.

Jeg husker det, som var det i går. Det var fredag d. 16.10.2009. Jeg var den 01.09.2009 kommet ind som lægesekretærelev på det der dengang hed Viborg, Skive, Kjellerup Sygehus og jeg var glad og meget tilpas, jeg havde endelig i en alder af 30 år fundet min hylde.

Hylden havde jeg egentlig fundet i 2000, hvor jeg startede på Frisørskolen, København, og jeg var mega god, jeg scorede høje karakterer og fik som en af de første på holdet en læreplads. Det var efter en turbulent tid på Handelsskolen med mange nederlag, dårlige karakterer og år der mest gik med at drikke, score drenge og pjække, endelig var jeg faldet til ro og begyndt på noget, der interesserede mig, men der ville virkeligheden det også anderledes, og jeg flyttede til Jylland i oktober 2001 og derved afbrød jeg min uddannelse.

Tilbage til den dag i oktober. Vi havde informationsteknologi, og ingen lærer. Jeg kiggede på min makker, og spurgte om jeg måtte logge på Facebook – det måtte jeg, fedt nåede jeg lige at tænke, før jeg blev lig-bleg i hovedet. (Den gang var en mobiltelefon til at tale i og måske tage billeder, men så heller ikke mere) Ind var der kommet en besked. Jeg åbnede den, og i den stod der: Jeg tror, vi er i familie, jeg tror, jeg er din storebror. Aaarrrhhh tænkte jeg, godt nok havde jeg været venner med ham i længere tid på FB, men storebror nej!!!! Jeg havde tænkt, at han var en fjern/skjult fætter, da jeg havde to fætre og en faster, der også var venner med ham. Så det gav langt mere mening for mig.  Da han så kunne “vores” far’s navn og tilmed kunne bekræfte at det stod i hans dåbsattest, ja så måtte der jo være noget om snakken. Shit. Storebror. Hvor meget jeg fik lavet den dag, kan jeg ikke huske, for i chok det var jeg. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi troet eller tænkt, at jeg havde en storebror – min drøm var ENDELIG gået i opfyldelse. Shit en storebror.

For at jeg kunne få det endeligt bekræftet, synes han, at jeg skulle ringe til min faster/hans moster (det er en anden historie, den faktisk er lidt sjov, noget med en storebror, der havde en lillesøster hvis kæreste havde en søster og så kørte rouletten), det gjorde jeg så. Hun bekræftede og kunne ydermere fortælle, at hun mente, at jeg havde/har to søstre, hvor gamle og hvor de var, vidste hun ikke, og hun synes, at jeg skulle ringe til yderligere en faster, for at få den del bekræftet. Jeg ringede, og den anden faster benægtede alt, som i alt, så hende fik jeg hurtigt ud af mit system. Nå men nu skulle der laves detektiv arbejde. Jeg skulle også ringe rundt til folk og fortælle dem, at jeg var blevet lillesøster. Til min store overraskelse og nok mest undren og forbavselse sagde ALLE, at det vidste de godt.

A’ HVA’ GØR I?????????????????

Ja det ved vi godt – det har vi da vidst i mange år, og vi troede faktisk også, at du vidste det. Det var dem bekendt, at jeg i en alder af 18 år, havde fået det at vide, ja jeg var så bare lige den eneste, de ikke havde fortalt det til – nej min lillesøster havde heller ikke fået noget at vide.

Til sidst ringede jeg helt knust, lidt bitter og meget ked af det til mine barndomsnaboer, som i dag fungere som en slags reserve-forældre for mig. ENDELIG – lyder det fra den anden ende af røret. Hvad mener du med det? spørger jeg. Det har vi altid vidst. Så kan det nok være følelserne fik frit løb, jeg kunne slet ikke holde noget tilbage. Jeg blev endnu mere ked af det, jeg blev vred/rasende og jeg skældte ud. Vi fik os en god snak mellem tårer, snot og papir og til sidst kunne jeg jo sagtens se, hvorfor de ikke kunne sige noget. Min “reserve-far” arbejde på daværende tidspunkt på det lokale kommunekontor og har i årtier gjort vores families selvangivelser op, heldigvis er der blevet  betalt børnepenge til min storebror, så derved vidste de det godt og har holdt tæt i så mange år.

Da der var kommet lidt ro på, og jeg igen var kommet ovenvande, skulle jeg til at lære min storebror at kende. Vi skrev og skrev og skrev sammen. D. 22.10.2009 skrev han, jeg har bestilt en billet, jeg kommer hjem d. 23.12. WUHUUU hvor fedt og på den anden side mega grænseoverskridende, angst provokerende. Jeg var på det ene tidspunkt meget glad og det næste øjeblik tænkte jeg; Hvad? Skal jeg så holde jul med ham? Hvad siger min familie til det? Hvad hvis vi overhovedet ikke kan sammen?!

Hvor var det en svær tid fra midt oktober og så til jul. Det efterår gik meget langsomt og julen ville også blive noget helt anderledes. Jeg skulle møde ham og han skulle måske også møde min familie. På den anden side havde jeg også en bitterhed overfor min familie, hvorfor havde de ikke sagt noget, hvorfor var der ikke nogen, der på et eller andet tidspunkt havde nævnt eller spurgt til det?

I dag er jeg en meget glad ung dame, jeg har min storebror og en ny familie. En ting jeg har taget med mig er, at jeg tolererer og har ikke respekt for de mennesker, der lyver eller taler med to tunger overfor mig. Det har sat så dybe spor i mig, at jeg er “skadet”. Det er der ikke noget ondt i, for folk omkring mig ved godt, at det at lyve er en meget dum ide. Jeg reagerer for det meste med det samme. Jeg siger, og det kommer nogen gange lidt for hurtigt, altid sandheden, jeg kan ikke lyve (og det passer så ikke helt, det er mere, hvis der skal tages pis på folk og i den stil, så er jeg nok nærmest jysk mester i det) samt jeg er som en åben bog, folk skal ikke have kendt mig længe for at kunne læse mig. Jeg er stolt af at være, den jeg er, og set i bakspejlet ville jeg ikke have været foruden dette. Hvis jeg var blevet lillesøster i en alder af 18 år, ja eller som alle andre den dag de bliver født, så verden jo ikke ud, som den gør i dag.  Så tak fordi jeg først blev “udsat” for dette i den rigtige alder.

I morgen er det 8 år siden, jeg blev lillesøster – Jeg elsker min storebror rigtig højt og meget. Jeg ser op til ham. Jeg savner ham hver eneste dag, også når han er i Danmark. Jeg synes, jeg har den bedste storebror.

Med ønsket om en fantastisk dag

Mille Elena

Én kommentar til “Lillesøster som 30 årig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *